Dansk Varmblods Hingstekåring, 6.-10 marts: Konkurrenceklasser, Unghestechampionat, hingsteauktion, gallashows. Læs mere på www.dvherning.dk
Hest & Rytter er branchens største og vigtigste salgsmesse til alle i hestebranchen. Den finder sted 7.-10. marts 2019. Se mere på www.hestogrytter.dk
900 heste, forrygende opvisninger i spring og dressur, stemningsfulde gallashows i verdensklasse og nogle af de bedste unghingste fra de førende forbund i Europa. Dette og meget mere kan opleves 6.-10. marts i Jyske Bank Boxen og MCH Messecenter Herning, når det internationalt anerkendte Dansk Varmblods Hingstekåring finder sted for 40. gang.
Samtidig med hingstekåringen åbnes dørene til udstyrsmessen Hest & Rytter, der startede for 35 år siden i 1984, og hele eventet med de to arrangementer side om side regnes som det største af sin art i verden. I 2018 var det besøgt af 60.000 gæster.
Her starter det hele
Ifølge Casper Cassøe, direktør i Dansk Varmblod, har det samlede arrangement en enorm betydning for branchen og sporten.
- Arrangementet betyder alt. Det er her, alting starter. Avlsmæssigt har det været grundkernen siden første gang i 1980. Sportsligt er det et højdepunkt sammen med World Cup i oktober, siger Casper Cassøe og tilføjer:
- De arrangementer, vi kan holde i Herning, er med til at løfte overlæggeren og øge interessen for branchen. Rent sportsligt er vi i Danmark langt bredere funderet end tidligere. Som hestesportsnation er vi rykket rigtig meget, så det lugter af, at vi igen kan blive en olympisk nation, som verden lægger mærke til. Showet og messen er simpelthen med til at løfte branchen og sporten.
I MCH ser man frem til arrangementet med store forventninger og glæde:
- Det er en stor glæde for os i MCH at danne rammen om Nordeuropas største hestearrangement, som er i verdensklasse. Dansk Varmblod har nemlig igennem alle årene udviklet og forbedret konceptet. Vi ønsker Dansk Varmblod og hele heste-Danmark hjerteligt tillykke med jubilæet, og vi ser frem til et fortsat tæt og godt samarbejde med Dansk Varmblod i mange år fremover, og vi glæder os meget til det flotte jubilæumsshow, siger administrerende direktør i MCH A/S, Georg Sørensen.
Hele verden samles
Ryttere fra 22 nationer, flere end nogensinde før, stiller op til arrangementet. De kommer bl.a. fra New Zealand, Japan, Jordan, USA, Canada, Brasilien, Hong Kong og Tyrkiet. Man kan opleve store profiler som fx den seneste OL-sølvvinder fra Sverige, Peder Fredricson.
Dansk Varmblod melder om et usædvanligt tryk på billetsalget til den 40. udgave af arrangementet, og der er udsolgt til de seværdige gallashows fredag og lørdag, som bærer titlen "The Greatest Show" og byder på optræden fra bl.a. Rasmus Bjerg, Ida Corr og Julie Berthelsen.
Alt godt til hest og rytter - og smedekonkurrencer
På Hest & Rytter-messen kan man hos de 300 udstillere finde alt til både hesten og rytteren, hvad enten man leder efter de dyreste mærkevarer, de nyeste produkter eller gode tilbud inden for et bredt sortiment af udstyr, foder, beklædning, hestetransportere og meget mere.
Samtidig med de øvrige arrangementer finder Dansk Mesterskab for registrerede Beslagsmede, Danish Open Farrier Championship 2019, sted i Hal D, i år med Hestens Værn som ny arrangør. Her konkurrerer smede fra hele Europa, og man vil kunne se smedene arbejde.
En tur ned ad Memory Lane
Jubilæet markeres blandt andet med et helt nyt hingstekåringsmuseum, The Greatest Gallery, hvor man kan opleve en tidsrejse igennem hingstekåringens historie med forskellige oplevelser i form af foto, plakater, gallakostumer og vandrepokaler. Derudover kan man gå på Walk of Fame med portrætmalerier af historiens første 21 bærere af titlen Årets Hingst, og både på messen og ridebanen kan man se gamle videoklip fra de seneste 40 år.
Dansk Varmblods Hingstekåring 2019 i tal
Sætter man tal på årets udgave af Dansk Varmblods Hingstekåring, ser historien således ud:
- 40. Dansk Varmblods Hingstekåring i MCH
- Arrangementet er den største tilbagevendende begivenhed af sin art i verden
- 5 dage med hingstekåring, ridestævne, show, messe, foredrag mv.
- 60.000 besøgende forventes at overvære det samlede arrangement
- 9.500 siddepladser i Jyske Bank Boxen
- 3.000 siddepladser i Hal M - Equsana Arena
- 1.000 siddepladser + 500 ståpladser i Hal E - Danish Computer Group Arena
- Over 1.200 VIP-pladser i de tre opvisningshaller
- 140 officials
- 350 frivillige hjælpere
- 1 paramediciner, 1 læge og 1 ambulance
- 300 stande på messen Hest & Rytter, der fylder 8 haller
- 2 dyrlæger og 1 hesteambulance
- 875 hestebokse
- Over 875 heste fordelt på 525 FEI-konkurrenceheste, 120 hingste til kåring, 85 showheste, 65 championatsheste, hingste til præsentationsklasser samt auktionsheste + amatører
- 3 opvisningsbaner med opvarmningsbaner
- Flere end 250 campingvogne ude og inde