07-08-2024  - MCH Presse

40-års jubilaren Formland byder på unikke trendinstallationer

40-års jubilaren Formland byder på unikke trendinstallationer

Her ses besøgende i den seneste udgave af trendzonen - på Formland Autumn 2024 sætter zonen fokus på det meningsfulde liv. Foto: MCH/Tony Brøchner.

Formland runder 40 år, og det markeres på den forestående udgave af messen med blandt andet en udstilling, der stiller skarpt på design og trends igennem de seneste fire årtier. Besøgende kan derudover se frem til at opleve særlige trendinstallationer, herunder trendzonen, der har fokus på det meningsfulde liv. Design-, interiør- og livsstilsmessen Formland Autumn finder sted i MCH Messecenter Herning 17.-19. august 2024.

Om Formland

Formland er en af nordens mest inspirerende messer inden for interiør, design og livsstil. Siden 1984 har platformen samlet danske og internationale brands to gange årligt for at præsentere nyheder, vise de seneste kollektioner og møde indkøbere samt andre professionelle aktører til handel, netværk og vidensdeling. Samtidig er Formland et omfattende oplevelsesunivers med unikke trendinstallationer, foredrag, workshops og events, der alt sammen har til formål at inspirere til de kommende sæsoner og bane vej for forretningsudvikling.

'Maison Ikigai' er navnet på den 500 kvadratmeter store og inspirerende trendzone, der på den kommende jubilæumsudgave af Formland byder på både udstilling, konceptcafé, talks og workshops. Det japanske navn kan oversættes til 'grunden til at leve', og netop det meningsfulde liv kommer i centrum i årets trendzone, som Studie FlyHelsted står bag.

- Vi har som altid set på, hvad der rører sig i tiden, og vi har valgt at fokusere på en af de stærkeste tendenser - nemlig at ting skal give mening. Alting går så stærkt, men folk stopper i stigende grad op, trækker vejret og tænker mere over deres handlinger og konsekvensen af selv samme - og det vil vi gerne afspejle og inspirere til. I butiksverdenen er det centralt at fokusere på oplevelsen i forhold til både sortiment, musik og indretning - ja, alt skal understøttes, og så begynder det at give mening, forklarer Mille Fly, indretningsarkitekt, Studie FlyHelsted.

Af samme grund er trendzonen som tidligere en totaloplevelse, der klæder de besøgende grundigt på - samtidig byder zonen på en stribe æstetiske aktiviteter.

- Vi har lavet et samarbejde med Kit Company, som hver dag klokken 11.30 forestår en workshop om personlig gaveindpakning, og som flankeres af forskellige virksomheder, der tilbyder noget lækkert til ganen. Lørdag gælder det Mols Bolsjer, søndag Klosterbryggeriet og mandag Økoladen, fortæller Mille Fly, der selv afholder en daglig talk, hvori hun løfter sløret for trendzonens tilbliven og tidens tendenser med fokus på blandt andet farver, overflader og materialer.

Den japansk inspirerede trendzone er blot én af flere trendinstallationer på Formland, der eksempelvis også tæller oplevelsesuniverset Greenhouse, som er skabt i samarbejde med GASA Group og blandt andet omhandler biodiversitet.

Udstiller oplever stor købelyst på Formland
Formland fylder 40 år i år, og det markeres med en særlig jubilæumsinstallation, der indbefatter en udstilling med unikke trendbeskrivelser. Udstillingen, der er udarbejdet af pej gruppen, tager tidsmæssigt sin begyndelse i 1980'erne og fortsætter op til den nye vinder af Formland Design Award - en pris, der genintroduceres på den forestående udgave af messen.

Blandt de mange troligt tilbagevendende udstillere på Formland finder man Lenette Brandhøj Madsen, der er ejer af Prana Home og dansk agent for Doing Goods. De seneste år har hun været afsted med netop Doing Goods, og da resultaterne ifølge agenten har været virkelig gode, bliver hun ved med at vende tilbage.

- Jeg oplever hver gang en stor købelyst på Formland - der bliver lagt adskillige ordrer, og så får man jo helt automatisk en masse nye kontakter. Vi møder mange kunder, store som små, så det er det helt rigtige sted for os at være - også fordi vi er et nyere brand på det danske marked og derfor har ekstra stort behov for at møde nye kunder, påpeger Lenette Brandhøj Madsen, der i dén grad fortsat finder jubilaren aktuel:

- Formland og messeformatet i det hele taget bliver efter min overbevisning aldrig umoderne, for på messen kan man mærke produkterne og se hinanden i øjnene.

Doing Goods stiller op med en stand designet til lejligheden - en stand, hvor der er tænkt mange tanker i forhold til både farver og temaer, og hvor der indholdsmæssigt bydes på både nyheder og eksisterende produkter. Derudover garanterer Lenette Brandhøj Madsen en glad og festlig stemning.

Formland Autumn 2024 finder sted i MCH Messecenter Herning 17.-19. august 2024. Læs mere på formland.dk.


Se flere billeder