Fakta:
Stumpemarked finder sted to gange årligt i MCH Messecenter Herning – næste gang 9. april fra 8.00 til 16.00.
Læs mere og køb billet på forhånd på www.stumpemarked-herning.dk.
Et hav af tv-programmer om antik, retro og genbrug har indtaget den bedste sendetid på de landsdækkende kanaler. Gamle sager og jagten efter dem er med andre ord blevet hipt. Men det har det været længe i Midtjylland.
Allerede i 1985 arrangerede nyligt afdøde Svend Aage Mortensen fra Ikast det første Stumpemarked i MCH Messecenter Herning. I dag kører markedet for 31. år i træk og byder på alt fra reservedele og porcelæn over legetøj og antikke fund til bøger og alt tænkeligt samt utænkeligt andet.
Lørdag den 9. april 2016 sker det igen. Der vil op mod 400 udstillere forvandle otte af messecenterets haller til et sandt slaraffenland for kræmmerjægere, motorcykel- og bilentusiaster og andre med et gen for at gøre et godt køb.
- Stumpemarked er landets bedst besøgte kræmmer- og stumpemarked, som tiltrækker mellem 10.000 og 12.000 besøgende. Det er noget af en udvikling fra 1985, hvor de 40 udstillere havde omkring 1.000 besøgende, fortæller Anders Ladefoged Mortensen, projektchef i MCH Messecenter Herning.
- Det er fortsat Familien Mortensen, som trækker i trådene bag det succesfulde marked. Og vi er rigtig glade for det samarbejde, vi har omkring det, fortsætter projektchefen, som uddyber, at det i dag er Alice Larsen, datter af Svend Aage Mortensen, som styrer stumpe-slaget gang.
Stumpemarked er inddelt i to afdelinger – henholdsvis Stumpemarked og Ting & Sager. Udstillerne på Stumpe-delen præsenterer titusindvis af stumper og reservedele til alle former for motoriserede køretøjer. Foruden at jage reservedele kan besøgende også få gode råd og røverhistorier. En stor del af udstillerne har nemlig specialviden og mange år på bagen med at samle, finpudse og toptune alt fra biler og motorcykler til scootere og knallerter.
I afdelingen Ting & Sager kan besøgende med øje for antikviteter og særlige loppefund gå på udkig blandt stakkevis af grammofonplader, møbler, porcelæn, møntsamlinger, frimærker, legetøj, sko, bestik og meget mere. Ting & Sager rummer også udstillere, der møder op med helt nye og ubrugte varer såsom tøj, brugskunst og legesager.