Menneskets bedste ven var i fokus, da weekenden bød på hundeudstilling, som traditionen tro igen i år blev arrangeret af Dansk Kennel Klub og gennemført i MCH Messecenter Herning. Denne gang var der også tale om en dobbelt udstilling, som både inkluderede ’Winter Wonder Show’ og ’Dansk Vinder’. Udstillingerne blev afholdt som årets sidste store hundeudstillinger og markerede dermed afslutningen på udstillingsåret 2022.
Vi har haft to fantastiske dage i Herning som afslutning på årets Dansk Kennel Klub-udstillinger med ’Winter Wonder Show’, som samtidig også markerede Dansk Kennel Klubs 125-års jubilæum. Nu ser vi frem til næste store arrangement – European Dog Show, som bliver afholdt 18.-21. maj 2023, siger Anders Ladefoged, projektchef i MCH Messecenter Herning.
Logrende haler, glade hundeejere og prisregn
Den internationale udstilling bød på kåring af vindere inden for et hav af forskellige grupper og racer begge dage. Her var det blandt andre Surtsey’s – islandsk fårehund, der vandt for Årets opdrætter og Chic Choix Parti Celebris, der løb med titlen Årets veteran.
Søndag stod også på prisoverrækkelser, hvor blandt andet titlen Dansk Vinder blev givet til bedste han og bedste tæve med championkvalitet i hver race. Årets Hund blev også præsenteret om søndagen, hvor der blev udleveret rosende rosetter til de fire bedste i denne kategori. Førstepladsen indtog Cabaka’s Raw Power, som vandt samme pris forrige år.
Alle vinderne fra udstillingerne kan ses i overblikket her, hvor man også kan se endnu flere nyheder om hundeudstillingens forløb.