15-02-2026  - MCH Presse

Aalborg Håndbold genvinder pokalen i Jyske Bank Boxen

Aalborg Håndbold genvinder pokalen i Jyske Bank Boxen

Foto: Tophåndbold/Patrick Dufreche.

Jyske Bank Boxen dannede en feststemt ramme, da Aalborg Håndbold tog trofæet og guldmedaljerne med hjem til det nordjyske efter en flot finaleweekend. Det var syvende gang, at multiarenaen lagde scene til herrernes pokalafgørelse.

Bare fjorten dage efter håndboldherrernes guldtriumf i Jyske Bank Boxen lagde multiarenaen igen gulv til håndbold fra allerøverste hylde, da årets pokalvinder på herresiden skulle findes.

Efter i alt fire velspillede kampe blev det Aalborg Håndbold, der endnu en gang kunne løfte trofæet efter en finalesejr på 34-24 over TMS Ringsted. GOG tog bronzemedaljerne, da de besejrede Sønderjyske Herrehåndbold 34-29.

Weekenden igennem var stemningen i arenaen sublim, og store som små håndboldfans boltrede sig i aktiviteterne i ankomstbygningen og fik slukket både sult og tørst i madboderne.

De næste arrangementer i Jyske Bank Boxen er Dansk Varmblods Hingstekåring 4.-8. marts efterfulgt af to The Minds of 99-koncerter 20. og 21. marts.


Se flere billeder