17-03-2019  - MCH PRESSE

Aalborg Håndbold sejrer i pokalfinalen i Jyske Bank Boxen

Aalborg Håndbold sejrer i pokalfinalen i Jyske Bank Boxen

Aalborg Håndbold vandt pokaltitlen i Santander Final4 med 28-27 over Skanderborg Håndbold. Foto: Divisionsforeningen.

Jyske Bank Boxen dannede i weekenden 16.-17. marts ramme om en sand håndboldfest, da Aalborg Håndbold sejrede over Skanderborg Håndbold med 28-27 i kampen om Santander Final4-trofæet.

Tidligere pokalvindere:
 

  • 2018 - TTH Holstebro
  • 2017 – Skjern Håndbold
  • 2016 – HC Midtjylland
  • 2015 – Skjern Håndbold
  • 2014 – KIF Kolding København
  • 2013 – Århus Håndbold
  • 2012 – AG København
  • 2011 – AG København
  • 2010 – FCK Håndbold
  • 2009 – Team Tvis Holstebro

Århus Håndbold, Skanderborg Håndbold, Ålborg Håndbold og Bjerringbro-Silkeborg (BSV) tørnede i weekenden sammen i Santander Final4 i Jyske Bank Boxen.

Lige fra første kamp lørdag måtte publikum ud på kanten af stolerækkerne og sidde i ren og skær spænding. Den første semifinalekamp mellem Skanderborg Håndbold og Århus Håndbold måtte i forlænget spilletid, før Skanderborg Håndbold kunne slå rivalerne med 34-33 og melde sig klar til finalen søndag.

I lørdagens anden kamp var der også tæt spil mellem Aalborg Håndbold og BSV, men Aalborg Håndbold formåede alligevel at slukke for BSV’s pokaldrømme med cifrene 29-27.

Intens håndboldweekend
Intensiteten fortsatte søndag, hvor Århus Håndbold og BSV mødtes i bronzekampen, som efter straffekastkonkurrence endte med en sejr til BSV på 27-26 (23-23 i ordinær kamp).

Herefter blev det tid til den længe ventede finale mellem Skanderborg Håndbold og Aalborg Håndbold, og også her var der dramatisk tæt kamp om pokaltitlen. Med cifrene 16-14 kunne Skanderborg Håndbold, der ellers er kendt som håndboldligaens humlebi, gå til pause med en snæver tomålsføring. Intet var dog afgjort, og fra første minut af anden halvleg lagde Aalborg Håndbold massivt pres på Skanderborg Håndbold. Aalborg Håndbold bragte sig i de sidste minutter foran, inden de ved slutfløjtet kunne juble over en 28-27 sejr og en historisk pokaltitel.

Aalborg Håndbold har syv gange været med i Final4, men det var første gang i klubbens historie, at de kunne kalde sig pokalvindere og til lyden af ”We Are The Champions” løfte det eftertragtede Santander Final4-trofæ.

Årets pokalfighter blev Mikael Aggefors fra Aalborg Håndbold.


Se flere billeder