Klappepølserne og klubflagene var fundet frem, da de fire semifinalister i Santander Final4 i weekenden 15.-16. februar tørnede sammen i Jyske Bank Boxen. Lørdagens indledende runde bød først på Grindsted GIF mod Bjerringbro-Silkeborg, og her bragede sidstnævnte mod finalen med en sejr på 37-23.
Lørdagens anden kamp blev anderledes intens, og her blev det stjernespækkede Aalborg Håndbold, der med cifrene 24-22 snuppede finalebilletten foran Sønderjyske Herrehåndbold.
Finalesøndag
Søndagens første kamp bød på 3.-4. plads-opgør, hvor Sønderjyske med 25-24 sikrede sig tredjepladsen foran Grindsted GIF. Herefter kunne publikum indtage tribunerne til dagens helt store finalekamp, hvor Aalborg Håndbold sikrede sig pokaltitlen med 34-29 over Bjerringbro-Silkeborg. Dermed kunne Aalborg Håndbold sejrssikkert løfte pokalen til stor jubel i Jyske Bank Boxen - præcist som de også gjorde i 2022.
Foruden tophåndbold bød weekenden også på finaleopvarmning ved Safri Duo, masser af sjov i aktivitetszonen i Ankomstbygningen og kulinariske oplevelser i streetfood-området.