Når Cascada, DJ Aligator og Barcode Brothers skruer op for deres største hits under navnet Absolute Bass lørdag 28. marts, bliver det foran en stuvende fuld koncertsal i MCH Herning Kongrescenter.
Det nye koncept med musiknostalgi, masser af bas og mulighed for at danse samt nyde mad fra streetfood-boder er nemlig blevet taget så godt imod, at alle billetter er revet væk, en måned inden arrangementet løber af stablen for første gang.
- Absolute Bass er et koncept, vi selv har sammensat, og som har det elektroniske element som det bærende. Det har desuden været et mål, at gæsterne skulle kunne nyde nostalgiske genhør med nogle af de største hits. Det ser glædeligvis ud til at være lykkedes med de artister, der vil fylde vores koncertsal i marts, siger Rasmus Kragh Hansen, der er projektleder i MCH.
Kalder på en gentagelse
2.400 festglade danskere vil tage del i festen ultimo marts og skråle med på ørehængere fra årtusindskiftet som 'Everytime We Touch' og 'Dooh Dooh'. Derfor er det allerede nu besluttet at videreføre konceptet, og lørdag 6. marts 2021 afholdes endnu en farverig aften med elektronisk musik og dans.
- Vi er virkelig glade for den positive modtagelse, Absolute Bass har fået, og vi ser frem til at byde de mange festglade gæster velkommen til et brag af en aften om en måned. Vi tør også godt afsløre, at vi har lagt os fast på at gentage festen i 2021, og det bliver med nye populære artister, vi snart kan løfte sløret for, fortæller Nicki Quist, der er leder af kultur i MCH A/S.
Absolute Bass løber af stablen lørdag 28. marts, hvorefter det vil blive offentliggjort, hvilke kunstnere der gæster Herning i 2021-udgaven af det nye koncept.