26-11-2015  - MCH Presse

Adele i Jyske Bank Boxen

Adele i Jyske Bank Boxen

Tidens måske hotteste navn, den britiske verdensstjerne Adele, giver koncert i Jyske Bank Boxen onsdag den 4. maj 2016.

Den højaktuelle verdensstjerne Adele giver koncert den 4. maj i Herning. Koncerten er en del af den verdensturné, der følger i hælene på kunstnerens helt nye album »25«.

Albummet, der netop har ramt hylderne i Danmark, ser ud til at blive det album i historien, der har solgt flest eksemplarer på én uge på verdensplan. På tre dage solgte det 2.430.000 eksemplarer, og det forventes at sælge ca. 3.000.000 eksemplarer på en uge. Dertil er musikvideoen til den første single, "Hello", allerede blevet vist 27,7 millioner gange på Youtube i løbet af de første 24 timer. Det har gjort videoen til den mest sete musikvideo nogensinde inden for ét døgn. The Telegraph har for nyligt kåret Adele som nummer 1 på en liste over de 50 mest indflydelsesrige kvindelige musikartister.

- Der står Adele over alt på verdensscenen netop nu. Hendes nye album bliver rost og revet væk i en grad, der sjældent er set. Derfor er det naturligvis en kæmpe glæde for os, at koncertarrangøren Live Nation har gjort det muligt, at Adele spiller i Herning. Vi håber at rigtig mange vil benytte muligheden for at opleve denne helt fantastiske kunstner i Jyske Bank Boxen, siger Nicki Quist, Leder af Kultur, MCH Messecenter Herning.

Den 27-årige brite fik sit store gennembrud med albummet »21« fra 2011, der har solgt over 30 millioner album på verdensplan. Siden fik hun succes med titelmelodien til den forrige James Bond-film »Skyfall«, der blandt andet indbragte hende både en Grammy og en Golden Globe for bedste originale sang.

Med et helt nyt album, som ser ud til at gå over i historien allerede kort tid efter, det er udkommet, er Adele blandt de mest succesrige kunstnere på pophimlen netop nu. Der vil uden tvivl blive rift om billetterne, når salget sættes i gang fredag den 4. december klokken 10.00.

På sin turné giver Adele desuden koncert i Forum i København den 3. maj.

Billetsalg, Jyske Bank Boxen: livenation.dk og billetnet.dk
Billetpriser, Jyske Bank Boxen: kr. 850,- / 750,- / 660,- / 570,- + gebyr

Yderligere oplysninger: Nicki Quist, Leder af MCH Kultur, tlf. 9926 9926

Pressekontakt, inkl. fotopas: Heidi Degn, PR Manager, Live Nation, Heidi@livenation.dk, +45 3525 4100