26-11-2024  - MCH Presse

Agromek åbnet med stor optimisme og fokus på den grønne trepart

Agromek åbnet med stor optimisme og fokus på den grønne trepart

Formand for Agromek Sten Andersen (til venstre) og minister for fødevarer, landbrug og fiskeri Jacob Jensen (til højre) talte begge til den officielle åbning af Agromek. Foto: Agromek/Lars Møller.

Trepartsaftalen var i fokus ved den officielle åbning af Agromek tirsdag formiddag, hvor både fødevareministeren og messens formand holdt positive og perspektivrige taler. Nordeuropas største landbrugsmesse finder sted i MCH Messecenter Herning 26.-29. november 2024.

Minister for fødevarer, landbrug og fiskeri Jacob Jensen åbnede tirsdag formiddag Agromek 2024 med en tale, der dels beskæftigede sig med dansk landbrug i et historisk perspektiv, og dels zoomede ind på den grønne trepartsaftale - ministeren indledte dog med at udtrykke glæde over at befinde sig på Agromek.

- Det er som en meget stolt minister, at jeg står her, og det skyldes, at Agromek for mig repræsenterer noget af det, som er helt særligt ved dansk landbrug. Nemlig evnen til at kunne udvikle sig, følge med tiden og blive inspireret af de nye løsninger, som hele tiden dukker op, lød det således fra Jacob Jensen.

Derpå tog han fat på historien og konstaterede, at Agromek gennem årtier har været "et samlingspunkt for landmænd", og at såvel landbruget som samfundet i det hele taget så væsentligt anderledes ud, da den første udgave af messen fandt sted tilbage i 1975. Dengang var der ifølge ministeren omkring 140.000 bedrifter i Danmark, der hver især typisk havde i omegnen af 30 hektar jord, mens der nu om dage blot findes godt og vel 6.000 bedrifter i Danmark, som så til gengæld gennemsnitligt har 270 hektar jord.

Sporene er lagt for fremtidens landbrug
Ministeren fortsatte det historiske fokus og tog det helt op til nutiden, da han efterfølgende konstaterede, at det danske landbrug også i disse dage står midt i danmarkshistorien med en "kæmpe udviklingsopgave", som også indeholder et "enormt potentiale". Nemlig hvordan vi fortsat kan producere nogle af "verdens bedste fødevarer" med et stadig mindre klimamiljøaftryk.

- Derfor er det måske ikke den store overraskelse, at jeg er rigtig glad for og måske også en smule stolt over, at det lykkedes for regeringen for godt en uge siden at indgå en politisk aftale oven på den grønne trepart med et stort flertal af folketingspartier bag, lød det fra Jacob Jensen, der benyttede lejligheden til at takke parterne, herunder Landbrug & Fødevarer, for samarbejdet, og fortsatte:

- Med trepartsaftalen har vi lagt sporene for landbrugets fortsatte udvikling henimod at blive endnu mere økonomisk og miljømæssigt bæredygtigt, så dansk landbrug også i fremtiden vil være i international topklasse. Den grønne omstilling kommer til at blive en fortsat styrkeposition for dansk landbrug i en fremtid, hvor netop bæredygtige løsninger vil være et stigende konkurrenceparameter.

Landbrugets urkraft og virketrang
Ministeren noterede sig, at tiderne skifter, og at trepartsaftalen danner fundamentet for den næste generation af danske landmænd. At kombinationen af den urkraft og virketrang, der karakteriserer landbruget, og de stabile rammevilkår fra Christiansborg vil sikre en fortsat udvikling af den moderne teknologi.

- Det er vel nærmest kun fantasien, der sætter grænser for, hvad Agromek kan byde på i de kommende år - til glæde for landbruget, for hele fødevareindustrien og for danskerne. For vi har nogle af verdens dygtigste landmænd i Danmark, og det skal vi også have om 50 år, sluttede Jacob Jensen.

"Verdens dygtigste landbrug"
Inden ministeren talte, bød formand for Agromek Sten Andersen velkommen og konstaterede i sin tale, at forholdene omkring og kravene til landbruget konstant ændres, og at branchen derfor hele tiden er omstillingsparat og klar til at favne fremtiden.

- Vi er her for at blive klogere på tiden, på udfordringerne og på fremtidens løsninger. Vi er her også for at dyrke det gode og tætte samarbejde mellem danske landmænd og deres leverandører. Agromek er vigtig som mødestedet for ny viden, vidensdeling og udvikling, lød det fra Sten Andersen.

Han påpegede, at danske besøgende på Agromek udelukkende møder udstillere med interesse og distribution i Danmark og de omkringliggende lande - og at udenlandske besøgende møder leverandørerne til "verdens dygtigste landbrug".

Den grønne trepart - og en politisk hilsen
Derpå berørte også Sten Andersen den nu endeligt vedtagne grønne trepart, og på vegne af agroindustrien rettede han en tak til alle interessenterne, der i hans optik har vist mod og engagement og har risikeret prestige ved at indgå en historisk aftale.

Han takkede desuden regeringen for respekten for og opbakningen til den løsning, som parterne kom frem til. Ligeledes roste han Landbrug & Fødevarer med formand Søren Søndergaard i spidsen for organisationens faglighed, fremsyn og mod, som alle i Danmark ifølge Agromek-formanden skylder en stor tak.

Efterfølgende mindedes Sten Andersen sin åbningsaftale fra Agromek 2022 og sendte i den forbindelse en hilsen i retning af visse politiske partier:

- I min åbningstale for to år siden udtrykte jeg et håb om, at fremfor overbud i en valgkamp, så ville globalt udsyn og national ansvarlighed igen kendetegne de beslutninger, politikerne skulle træffe om klima, vandmiljø med videre. Jeg konstaterer stille, at vi måske skulle have sendt min åbningstale til nogle af de partier, der bød ind i de afsluttende forhandlinger.

Agromek 2024 kort og godt
Agromek 2024 byder på 14 fyldte messehaller og 556 udstillere - det højeste antal udstillere i 10 år. Messen breder sig over flere end 100.000 kvadratmeter og tæller flere end 60 aktiviteter samt et væld af produktnyheder inden for alle messens syv sektorer: 'markredskaber', 'traktorer og høstmaskiner', 'kornhåndtering', 'staldmekanisering', 'energi', 'viden & service' og 'entreprenør, vej og park'.

Messen tæller i år ikke færre end 12 traktormærker og byder på en ny energihal med fokus på blandt andet biogas og pyrolyse. Hertil kommer VikingDanmarks kvægudstilling, Maskinleverandørernes branchestand, Agromek Award Show og kåringen af Danmarks bedste landbrugsmaskinmekaniker-lærling.

Af udenlandske gæster bydes velkommen til 15 delegationer fra 18 lande, ligesom 74 nationaliteter er tilmeldt messen, som også gæstes af seks ambassadører.

Agromek finder sted i MCH Messecenter Herning 26.-29. november 2024. Læs mere på agromek.dk.


Se flere billeder