08-05-2024  - MCH Presse

Alle landets New Holland-forhandlere går sammen om stor fællesstand på Agromek

Alle landets New Holland-forhandlere går sammen om stor fællesstand på Agromek

New Holland-logoet bliver grundigt luftet på årets Agromek. Foto: Agromek/Lars Møller.

New Holland bliver stærkt repræsenteret på årets Agromek, der således byder på en omfattende fællesstand skabt i samarbejde mellem alle landets forhandlere af netop New Holland-traktorer og -jordbrugsmaskiner. Nordeuropas største landbrugsmesse finder sted i MCH Messecenter Herning 26.-29. november 2024.

Besøgende på Agromek kan se frem til at blive godt og grundigt opdateret på produkter fra New Holland, idet alle landets forhandlere af mærket er gået sammen om en stor fællesstand.

- Vi ser det som vores fælles opgave at være på Danmarks store landbrugsmesse, hvor vi kan vise vores fantastiske produkter frem og få en snak med vores gode kunder. De besøgende kan se frem til et bredt udvalg af produkter fra New Holland, heriblandt mejetærskeren CR11, "prishøsteren", der har vundet stor international hæder både for teknikken, nytænkningen og designet, oplyser Thomas Greve Mikkelsen, salgschef, Farmas.

Han fortæller videre, at man på New Holland-fællesstanden finder både traktorer og entreprenørmaskiner.

Bakker op til hverdag og fest
Foruden Farmas tæller de danske hovedforhandlere af New Holland-produkter Mertz, PN Maskiner, J Hundahl og Lyngfeldt, og fælles for dem alle er, at forventningerne til Agromek er store.

- Vi forventer fire gode, travle dage med besøg fra hele landet, konstaterer Thomas Greve Mikkelsen og sætter nogle ord på, hvad det siger om det danske New Holland-forhandlernetværk, at forhandlerne er gået sammen om en stand på Agromek:

- De danske landmænd kan altid regne med New Hollands stærke, danske forhandlernetværk, der bakker op både til hverdag og fest.

Ud over de fem hovedforhandlere består New Hollands forhandlernet i Danmark af følgende 10 områdeforhandlere: Brovig Maskiner, Schrøders eftf. M.P. Maskincenter, Egebjerg Smedie, Glamsbjerg Maskincenter, Kragmann, LykkeSmeden, Traktorgården Give, Skjern Maskinforretning, Anker Bjerre og Ole Hedeman Maskinforretning.

Flot og spændende udstilling i vente
I Agromek-ledelsen er det kilde til stor begejstring, at de danske forhandlere er gået sammen om en stor stand på årets udgave af messen.

- Vi er rigtig glade for, at New Holland bliver stærkt repræsenteret på årets Agromek, og det glæder os meget, at det samlede New Holland-forhandlernet bakker op om fællesstanden. Vi er overbeviste om, at der venter de besøgende en både flot og spændende udstilling, udtaler Sten Andersen, formand for Agromek.

Agromek finder sted i MCH Messecenter Herning og Jyske Bank Boxen 26.-29. november 2024. Læs mere på agromek.dk.