150 år med European Dog Show
European Dog Show er en årligt tilbagevendende begivenhed, som tiltrækker hundeelskere fra hele verden. Og det er et show med historie.
Det første European Dog Show fandt sted i 1873 i Crystal Palace i London. Siden da er det blevet en kæmpestor international begivenhed, som afholdes på skift i europæiske lande, og denne gang foregår det i Danmark. European Dog Show er Europas største hundeudstilling i år.
Dansk Kennel Klub - en af Danmarks ældste foreninger
Dansk Kennel Klub, som i år arrangerer European Dog Show, er den forening i Danmark, som samlet set har mest viden om hunderacer. Dansk Kennel Klub blev stiftet i 1897 og er dermed en af Danmarks ældste foreninger. Foreningen har flere end 30.000 medlemmer.
Det er anden gang, Dansk Kennel Klub har værtskabet for European Dog Show. Foreningen har tre gange haft værtskabet for World Dog Show, senest i 2010 i MCH.
Der bliver vuffen og bjæffen, trippen og traven, optrin og godbidder i massevis og en lang række seværdige og spændende aktiviteter, når 18.000 hunde fra hele verden indtager MCH Messecenter Herning til European Dog Show 18.-21. maj.
Kun en gang før, nemlig i 1997, har European Dog Show fundet sted i Danmark, og derfor bliver European Dog Show 2023 et af de største hundearrangementer på dansk grund nogensinde. Arrangøren Dansk Kennel Klub lover, at det bliver større, festligere, federe, gladere og hyggeligere end nogen anden hundeudstilling.
- Vi ser frem til et fantastisk show, som er et af de største hundeevents overhovedet. Her er der racer for enhver smag, og efter flere år med corona-nedlukninger har vi savnet at komme til store events og se så mange flotte hunde i rampelyset, lyder det fra Wilfred Olsen, som er udstillingsleder på European Dog Show og næstformand i Dansk Kennel Klub. Og han tilføjer:
- Der findes en halv million hunde i Danmark, og hunden er en kær og trofast ven i hjemmet og en stor del af familien. På European Dog Show kan man se de gode relationer og det gode samarbejde mellem hund og ejer, og det er tydeligt, at det både er hyggeligt for de firbenede og tobenede at møde gamle og nye venner her.
Til det internationale show, som sidste år foregik i Paris, kan man opleve nogle af verdens flotteste hunde og se 340 forskellige hunderacer på samme sted. Mange af disse racer kan man ikke opleve i bybilledet til hverdag, og forud for konkurrencerne og udstillingerne har hunde og hundeførere trænet og gjort sig umage for at vise hundene så flot som muligt.
Ud over at være en af verdens største og mest mangfoldige hundeudstillinger er European Dog Show også en enestående mulighed for at bruge fire dage i et hyggeligt og lærerigt hunde-univers for hele familien.
For sideløbende med konkurrencerne, hvor verdens smukkeste hunde dyster om at blive 'Europa Vinder 2023', og mens andre konkurrerer i smidighed og lydighed og bedømmes af anerkendte dommere fra hele verden, kan de besøgende høre oplæg om for eksempel hundesprog og gå på shopping. Flere end 70 stande fordelt over fem messehaller byder på alt til hunden og hundeejeren og masser af merchandise. På Dansk Kennel Klubs 'Hund & Familie-stand' er der sjove familieaktiviteter: Man kan klappe hunde, tegne, lave perleplader, læse hundebøger og blive malet i ansigtet.
Kan hunde danse?
Svaret er ja, og det bliver der mulighed for at overvære på European Dog Show, hvor også verdensmesterskaberne i 'Dog Dancing' afholdes. Her kan publikum opleve herlige shows, fantastiske kostumer og rekvisitter, når hund og menneske sammen optræder til musik. Der vil blive konkurreret i to discipliner: den frie disciplin 'Freestyle' og den mere tekniske disciplin 'Heelwork To Music'.
Verdens dygtigste hunde og hundeførere - heriblandt fra Japan, England, Belgien og Ungarn - stiller op til start, ligesom også det danske landshold, der blev verdensmestre i 'Dog Dancing' på hjemmebane i Herning i 2010, står klar med herlige dance-moves. 16 lande med i alt 109 hunde af forskellige racer er tilmeldt og byder op til dans. Det handler om samarbejde og tricks-indlæring - og det er meget publikumsvenligt.
For MCH er det en fornøjelse at lægge hus til det internationale hundeshow.
- Vi er rigtigt glade for at kunne danne rammerne omkring et så stort og livsbekræftende arrangement som European Dog Show. Det er en unik mulighed for at opleve alverdens forskellige hunderacer samt få skønne oplevelser og ny viden, og vi glæder os til at byde gæster fra hele Europa velkommen her i Herning, lyder det fra Anders L. Mortensen, som er projektchef i MCH.
European Dog Show finder sted 18.-21. maj 2023 i MCH Messecenter Herning.
Læs mere om arrangementet her.