13-11-2025  - MCH Presse

Amerikanske country-stjerner gæster MCH Herning Kongrescenter

Amerikanske country-stjerner gæster MCH Herning Kongrescenter

Nashville Nights Herning i MCH Herning Kongrescenter byder på såvel energisk som sjælfuld country. Grafik: MCH.

Countrymusik i verdensklasse er i vente, når Nashville Nights Herning gæstes af amerikanske Craig Wayne Boyd, Kensie Coppin og Noah Smith samt danske Ester Brohus og Rødt Hø. Det sker lørdag 11. april 2026 i MCH Herning Kongrescenter.

Aftenens program

17.00: Dørene åbner
17.30-18.15: Rødt Hø (opvarmning)
19.00-20.00: Craig Wayne Boyd + Kensie Coppin + Noah Smith (part 1)
20.30-21.30: Ester Brohus Band
22.00-23.00: Craig Wayne Boyd + Kensie Coppin + Noah Smith (part 2)

Cowboyhatte, store stemmer og stærke, musikalske fortællinger er på menuen, når Nashville Nights Herning til april byder på en aften spækket med ægte, autentisk country i MCH Herning Kongrescenter. Aftenen forener amerikanske stjerner og danske topnavne og tæller således flere spændende koncerter.

Fra USA gælder det artisterne Craig Wayne Boyd, Kensie Coppin og Noah Smith, der alle bakkes op af et højkompetent dansk band.

Craig Wayne Boyd, der har vundet NBC's The Voice og optrådt flere end 25 gange på Grand Ole Opry, mestrer med sin store stemme en rå og sjælfuld variant af country. Texas-sangerinden Kensie Coppin debuterede på Grand Ole Opry som blot 11-årig og er garant for power og hits som eksempelvis 'Texas in Me'. Intenst og medrivende bliver det også, når Noah Smith indtager scenen med sin energiske fusion af whiskey-blues, soul-country og rock 'n' roll.

Foruden de amerikanske stjerner kan publikum se frem til at opleve Danmarks countrydronning Ester Brohus, som sammen med sit band også er på plakaten. Hun har et nyt album på trapperne, som udkommer til foråret og naturligvis er indspillet i Nashville.

Til at åbne aftenen og sætte stemningen finder man den purunge danske bluegrass-duo Rødt Hø, der er aftenens opvarmning.

Nashville Nights Herning med amerikanske Craig Wayne Boyd, Kensie Coppin og Noah Smith samt danske Ester Brohus og Rødt Hø finder sted i MCH Herning Kongrescenter lørdag 11. april 2026. Billetsalget starter 14. november klokken 10 her på mch.dk.


Se flere billeder