Han er tidligere formand for partiet Venstre, han var Danmarks statsminister i perioden 2001-2009 og herefter generalsekretær for NATO, hvor han stiftede bekendtskab med nogle af de største verdensledere i nyere tid - George W. Bush, Angela Merkel, Tony Blair, Barack Obama og Hillary Clinton.
Tirsdag 27. september 2022 står Anders Fogh Rasmussen klar til at indtage scenen i MCH Herning Kongrescenter i et nyt, spændende talkshow i anledning af sit erindringsværk 'At træde i karakter'. Med radiovært og entertainer Søren Dahl som ordstyrer giver han et unikt indblik i sin karriere og sit privatliv.
Mennesket bag én af Danmarks mest markante politiske skikkelser
I talkshowet tager makkerparret publikum med tilbage til dengang, Anders Fogh Rasmussen var barn på gården uden for Viborg, og der deles sjove anekdoter om Foghs første møde og kys med hustruen Anne-Mette. Publikum kan også blive klogere på, hvorfor han som ung blev kaldt for 'Røde Anders', nægtede at tage sin studenterhue på, da han blev student, og hvorfor han aflyste et møde om Maastricht med de andre europæiske statsministre for i stedet at deltage i børnenes afdansningsbal.
Der er med andre ord lagt op til særdeles godt selskab og samtaler, der kommer vidt omkring - et møde, værten Søren Dahl ser forventningsfuldt frem til:
- Jeg glæder mig utrolig meget til at tale med Anders Fogh Rasmussen, der har bevæget sig på verdensscenen i årevis som én af Danmarks mest markante politiske skikkelser. Det bliver en forrygende aften, der både berører personlige og politiske emner, og vi vil blandt andet komme ind på, hvilke værdier og oplevelser, der har formet Anders som menneske, siger Søren Dahl, der desuden inviterer en hemmelig gæst med på scenen.
Hvem det bliver, og hvordan Anders Fogh Rasmussen tackler den situation, vil tiden vise.
Talkshowet 'Anders Fogh Rasmussen og Søren Dahl' kan opleves i MCH Herning Kongrescenter 27. september 2022. Billetsalget er netop begyndt via mch.dk