11-06-2025  - MCH Presse

André Rieu betog Jyske Bank Boxen med smuk kærlighedserklæring til musikken

André Rieu betog Jyske Bank Boxen med smuk kærlighedserklæring til musikken

Foto: MCH/Lars Møller.

8.000 henrykte fans var onsdag 11. juni 2025 vidne til stjerneviolinisten André Rieus 11. koncert i Jyske Bank Boxen, der var en musikalsk magtdemonstration af et flot og farverigt show.

Sætliste

  • 01. Entry of the Gladiators
  • 02. Blaze Away
  • 03. Maria Mari
  • 04. Chianti Lied
  • 05. Torna a Sorriento
  • 06. Feuerfest Polka
  • 07. Let it go
  • 08. Voila
  • 09. Czardasfürstin

-

  • 10. You raise me up
  • 11. Across the Stars
  • 12. Sportpalast – Walzer
  • 13. Viva Espagna
  • 14. Un Bel di Vedremo
  • 15. An der schönen blauen Donau
  • 16. You never walk alone

-

  • 17. Radetzky March
  • 18. Strauss en co
  • 19. Libiamo
  • 20. Tutti Fruti
  • 21. Sirtaki (Zorba’s Dance)
  • 22. Macarena
  • 23. La Bamba
  • 24. Adieu mein kleiner Gardeoffizier
  • 25. Marina

Den hollandske violinvirtuos André Rieu var som altid akkompagneret af sit overdådige Johann Strauss Orchestra, da han onsdag aften for 11. gang totaltriumferede i Jyske Bank Boxen med et show, der først og fremmest var at betragte som en forrygende kærlighedserklæring til musikken.

Allerede indledningsvist lod Rieu det talstærke publikum vide, at aftenen helt og holdent stod i musikkens tegn, og at man absolut intet andet behøvede at spekulere på – glæden ved musik var i det absolutte centrum, og det samme var hele forestillingen såmænd; i hvert fald konstaterede aftenens hovedperson kort efter, at vi befandt os i ”Herning, the center of the universe”.

Både muntert og rørende

75-årige André Rieu var i topform og guidede veloplagt publikum igennem aftenen – dels med muntre bemærkninger og rørende historier, dels med hengivne introduktioner til sine mange gæstestjerner og interaktion med publikum. Derudover dirigerede han naturligvis som altid højkompetent sit orkester, ligesom han også selv greb sit instrument fra tid til anden og på kyndigste vis fremførte det fineste violinspil.

Også det 37 år gamle Johann Strauss Orchestra, der består af musikere fra 17 forskellige nationaliteter, var i forførende velsmurt form, og både blæsere, strygere, fløjter og trommer stod overlegent rent og stærkt i lydbilledet. Iført stilrene jakkesæt og farverige kjoler var orkestret en kæmpe gave foran de henrivende billeder på storskærmen bagerst på scenen, der koncerten igennem forkælede øjet med en nøje afstemt æstetik.

Stor alsidighed

Genremæssigt nåede André Rieu som altid vidt omkring, og publikum blev således generøst forkælet med både klassikere, valse, popsange og musik fra film og opera, der hér smeltede sammen til et betagende meningsfuldt hele. Og også følelsesmæssigt blev publikum taget med på en frydefuld rutsjebanetur, der bød på både humoristiske, livsglade, længselsfulde, sentimentale, indpiskende og romantiske stunder.

Traditionen tro stod det desuden publikum frit for at rejse sig og danse med, hvilket adskillige par gjorde undervejs. I det hele taget var publikum festligt stemt med klap og fællessang til følge, og på tærsklen til den lange række ekstranumre dalede pludselig kulørte balloner ned over de tusindvis af fans på gulvet. Ekstranumrene bød blandt meget andet på tempofyldte fortolkninger af ’Macarena’ og ’La Bamba’, som var med til at sætte et forrygende punktum for en inspirerende koncert, der med al ønskelig tydelighed demonstrerede André Rieus fortsatte tørst på musik.

Jyske Bank Boxen er klar med flere koncerter til efteråret, hvor det således gælder Volbeat 18. september, Benjamin Hav & Familien 7. november, Joey Moe 15. november og Rasmus Seebach 28. og 29. november.


Se flere billeder