Fredag 24. maj lægger tre af de største kvinder i dansk pop- og rockmusik vejen forbi Jyske Bank Boxen. Med turnébussen pakket med kæmpehits som ’Det er ikke det, du siger’ og ’Smuk og dejlig’ vil hele Danmarks ukronede rockdronninger Anne Linnet, Sanne Salomonsen og Lis Sørensen atter stå sammen på scenekanten. Her vil de både fremføre sange fra deres fælles tid i Anne Linnet Band og fra deres respektive solokarrierer.
Sangdronningerne har allerede taget hul på deres genforeningsturné, og roserne hagler ned over de tre sangerinder akkompagneret af superlativer som "overvældende godt", "nostalgitrip" og "toptunet trekløver."
I skøn genforening efter 38 år
Små 40 år er der gået, siden Anne Linnet, Sanne Salomonsen og Lis Sørensen sidst stod på scenen som treenighed. Nu viser kalenderen 2019, men pop- og rockdronningernes drive, lyst og evne til at underholde er stadig den samme. Publikum kan således se frem til et glædeligt gensyn med den kendte pop- og rocktrio, når en ’Stille dans for to’, ’Twist’ og ’Cha Cha Cha’ drøner ud af højtalerne i Jyske Bank Boxen.
Også i MCH glæder man sig til at sætte scenen, når Anne, Sanne og Lis genforenes til et brag af en koncert:
- På tværs af generationer er vi alle vokset op med Anne, Sanne og Lis på den ene eller anden måde, og det gør koncerten til noget særligt. De tre stjerners sange binder os sammen, og vi kan alle synge med på de talrige hits. Der er på alle måder lagt op til en sand folkefest, når Anne, Sanne og Lis indtager scenen i Jyske Bank Boxen, siger Nicki Quist, leder af kultur i MCH.
ANNE SANNE LIS kan opleves i Jyske Bank Boxen 24. maj. Det er stadig muligt at købe billetter til koncerten her.