24-05-2019  - MCH Presse

ANNE SANNE LIS: Gensynsglæde og hitparade i Jyske Bank Boxen

ANNE SANNE LIS: Gensynsglæde og hitparade i Jyske Bank Boxen

Anne, Sanne og Lis gav fredag aften koncert foran 8.500 publikummer i Jyske Bank Boxen. Foto: MCH/Tony Brøchner

Rockdronningerne Anne Linnet, Sanne Salomonsen og Lis Sørensen leverede en perlerække af deres velkendte hits til et medlevende publikum i Jyske Bank Boxen.

Sætliste

  • Crazy
  • Måne sol og stjerner
  • Kærlighed og empati
  • Flyv med mig
  • Laila er en tosse
  • Livet der begynder
  • Du er lige her
  • Regn
  • Det er ikke det du siger
  • Fordi fordi
  • Twist
  • Hvis du forstod
  • Glor på vinduer
  • Mine øjne
  • Hvor du er
  • Venus
  • Ind til dig igen
  • Sui Sui
  • Smuk og dejlig
  • Stille dans

Ekstranumre

  • Tusind stykker
  • Cha Cha Cha
  • Den jeg elsker
  • I morgen

Med Anne Linnet i hvidt jakkesæt med brede skulderpuder, Lis Sørensen i pailletter fra top til tå og Sanne Salomonsen i farverige trompetbukser blev tiden skruet tilbage til 80’erne. Gensynsglæden var stor hos publikum, da Anne, Sanne og Lis indtog scenen fredag aften i Jyske Bank Boxen til et brag af en fest og en perlerække af hits, der fik sangerindernes 8.500 fans til at synge højlydt med.

Rockdronningerne lagde ud med nummeret ’Crazy’, som aftenens publikum modtog med stående bifald, og hyldesten fortsatte gennem hele koncerten. For hvert nummer Anne Linnet, Sanne Salomonsen og Lis Sørensen spillede, desto klarere stod publikums begejstring over, at tre af de største kvinder i dansk pop- og rockmusik er sammen på turné igen for første gang i 38 år.

- Tak skal I have Herning. Dejligt at se så mange her i aften. Det er ingen hemmelighed, at det er længe siden, at vi tre har sunget sammen, men det roder vi bod på nu. Og i den anledning har vi skrevet en ny tekst, som hedder ’Kærlighed og empati’, sagde Anne Linnet fra scenen som optakt til trioens nye og rørende sang.

Både treenighed og solooptræden

’Måne, sol og stjerner’ hører sammen, men universets elementer er også unikke isoleret set, og efter aftenens koncert kan det samme siges om Anne, Sanne og Lis, der både imponerede med deres treenighed som gruppe og med solonumre fra hver af de tre seje rock-mamas, der tilsammen har udgivet flere end 75 albums.

Trioen fik hele Jyske Bank Boxen til at rocke med velkendte numre som ’Venus’ og 'Stille dans', og det gik også rent ind hos publikum, da sangerinderne optrådte med hits fra deres respektive solokarrierer. Sanne Salomonsens ’Det er ikke det du siger’, Anne Linnets ’Glor på vinduer’ og Lis Sørensens ’Mine øjne’ er blot tre eksempler på øjeblikke fra koncerten, der rev publikum med og skabte en stemning med tændte mobiler, fællessang og gang i dansegulvet.

Hele fire ekstranumre

Publikum havde slet ikke fået nok efter nummeret ’Stille dans’, der ellers blev annonceret som aftenens sidste nummer, og sangerinderne måtte derfor give hele fire ekstranumre. Sjæleren ’Tusind stykker’ fik publikum til at svaje sammen fra side til side, ’Cha Cha Cha’ startede festen igen, ’Den jeg elsker’ fik hele salen til at synge med og tribunerne til at gynge, og til sidst sluttede koncerten med stående bifald efter aftenens allersidste ekstranummer ’I morgen’.

 

Anmeldelse i Herning Folkeblad: 5 stjerner

De ser stadig stanggodt ud og med en insisterende udstråling, nogle langtidsholdbare sange, et velspillende orkester og et par velsyngende korsangere i ryggen - for slet ikke at tale om et hengivent publikum, kan det ikke gå galt.

Læs anmeldelsen her

 


Se flere billeder