FAKTA
- Evita er skrevet af makkerparret Andrew Lloyd-Webber og Tim Rice og er særligt kendt for sangen ”Don’t cry for me Argentina”.
- Annette Heick er både kendt som TV-vært på blandt andet DR og TV 2 samt for sin medvirken i Dansk Melodi Grand Prix. Desuden har hun i løbet af sin karriere medvirket i flere musicals. Annette Heick havde blandt andet hovedrollen i My Fair Lady på Aarhus Teater i 2015.
- Efter forestillingerne i Herning fortsætter holdet og musicalen til Aalborg, hvor Aalborg Kongres & Kultur Center har booket fire forestillinger i Nordjyllands hovedstad den 16.-18 maj 2019.
- Siden 1992 har MCH Herning Kongrescenter opført egne musicals hvert år. Det er blevet til opførelser af klassikere og internationale succeser som Fame, Cats, My Fair Lady, Jesus Christ Superstar, Chess og West Side Story. I 2018 fejrede MCH Musicals 25 års jubilæum med musicalen Les Misérables. Op imod en halv million gæster har gennem årene rundet Teatersalen for at se musicals.
Med hele Danmarks Annette Heick i hovedrollen kan publikum allerede nu glæde sig til foråret, hvor MCH, som de eneste i Danmark, opfører musicalen Evita på 100-året for Eva Peróns fødsel. Prøverne går i gang til januar, hvorefter Annette Heick ser frem til at rykke til Herning og indtage rollen i den dramatiske fortælling om den karismatiske Eva Perón og hendes rejse fra et liv i yderste fattigdom til en plads i overklassens rampelys.
- Alt hvad MCH har stået for og har gjort de sidste 10 år og mere til har jo været hundrede procent professionelt hele vejen igennem, så nu glæder jeg mig til at blive en del af MCH Musical, og jeg er sikker på, at der venter publikum en stor oplevelse, siger Annette Heick, der også tidligere har stiftet bekendtskab med sangene fra Evita, da hun spillede Evita i en teaterkoncert i 2017. Til foråret er det dog første gang, at hun bærer hovedrollen som den legendariske Eva Perón, når hun er frontfigur i MCH’s egenproducerede musical.
- Det var jo fantastisk at blive spurgt, om jeg ville spille Evita. Der er ikke noget bedre end at få lov til at lege med en rolle, der både rummer ondskab og galskab. Det er fedt at få lov til at lege med nogle facetter, som man forhåbentligt ikke selv rummer som menneske, men som man kan få lov til at portrættere alligevel, fordi man skal hente nogle sider frem i sig selv, som man ellers ikke beskæftiger sig ret meget med – og det gør det jo til en udfordring, siger Annette Heick.
I MCH glæder administrerende direktør Georg Sørensen sig også over samarbejdet.
- Det er en særlig glæde at kunne præsentere Annette Heick som hovedrollen Evita i vores kommende musical. Med et stort navn som Annette Heick og med de mange andre dygtige medvirkende både bag og foran kulissen, håber vi, at denne store musicalklassiker bliver endnu en mindeværdig oplevelse for vore mange musicalglade gæster, siger Georg Sørensen, administrerende direktør i MCH A/S.
Et stærkt cast
De medvirkende i MCH’s musicals har igennem årene været et mix af både professionelle og spirende talenter. Foruden Annette Heick i hovedrollen som Evita, er to af de større mandlige roller også blevet besat. Rollen som Evitas mand, general, præsident og diktator Juan Perón spilles af Christian Berg, mens Kenny Duerlund spiller Che, musicalens fortæller, der kaster et kritisk lys over Evitas bedrifter. Flere end 40 talenter har i løbet af efteråret været til audition til forskellige roller, og MCH kan snart sætte navne på hele ensemblet i den kommende musical, der instrueres af Jens Frausing.
Evita kan opleves i MCH Herning Kongrescenter 4.-27. april 2019. Hovedrollen er sponsoreret af IT Relation. Billetsalget er begyndt.