08-11-2024  - MCH Presse

AQUA skabte ekstase i feststemt Jyske Bank Boxen

AQUA skabte ekstase i feststemt Jyske Bank Boxen

René Dif og Lene Nystrøm. Foto: MCH/Tony Brøchner.

Publikum var ellevilde fra start til slut, da popheltene i AQUA fredag 8. november 2024 leverede halvanden times sprudlende hitparade i Herning.

Sætliste

  • 01. Aquarius
  • 02. Back to the 80’s
  • 03. Around the World
  • 04. My Oh My
  • 05. Turn Back Time
  • 06. Playmate to Jesus
  • 07. Happy Boys & Girls
  • 08. Party i Provinsen (feat. Hej Matematik)
  • 09. Dirty Little Pop Song
  • 10. Doctor Jones + DJ-sæt
  • 11. Good Morning Sunshine
  • 12. Back from Mars
  • 13. Barbie Girl
  • 14. Lollipop + Aqua-sangen (feat. Suspekt)
  • 15. Cartoon Heroes

- Vi har glædet os i over et år, lød det tidligt i koncerten fra sanger René Dif, der senere konstaterede, at ”det her er det største i vores karriere”. Også gruppens anden sanger, norske Lene Nystrøm, udtrykte gentagne gange sin overvældende begejstring og måtte på et tidspunkt lade publikum vide, at ”I har ingen idé om, hvor flotte I ser ud”.

Det var med andre ord tydeligt, at AQUA nød at give sin første danske headliner-koncert i 13 år, og taknemmeligheden var i dén grad gengældt, for også publikum gav alt, hvad de havde koncerten igennem.

De tusindvis af fremmødte fans dansede og klappede igennem, skrålede med på de mange velkendte popklassikere, rakte hænderne i vejret og tiljublede heltene på scenen. AQUA kvitterede med veloplagte og flot opsatte udgaver af en sand perlerække af hits – ’Around the World’, ’Turn Back Time’, ’Doctor Jones’, ’Barbie Girl’ og ’Cartoon Heroes’ for blot at nævne nogle få.

Festlige effekter og gæstestjerner
Også indpakningen var festlig: En kæmpe konfetti-sky blev blæst ud over publikum under ’My Oh My’, René Dif var omgivet af lodrette røg-søjler, da han midtvejs i koncerten gav et hårdtpumpet DJ-sæt på den fremskudte scene i midten, og tre store, runde skærme sørgede for, at selv publikum bagerst i multiarenaen kom helt tæt på stjernerne.

Koncerten bød også på flere store overraskelser – først da Nicolaj Rasted indfandt sig på scenen og sammen med Søren Rasted fremførte Hej Matematik-hittet ’Party i provinsen’, og siden da Suspekt tilsluttede sig løjerne under ’Lollipop’ og ’AQUA-sangen’. Også på dette tidspunkt kogte hver en kvadratcentimeter i Jyske Bank Boxen, og publikum på både gulv og lægter var i ekstase.

Det var generelt gældende for dette triumftog af en koncert, hvor AQUA også profiterede af sit velspillende backingband og sine velsyngende korsangere, der var med til at give de mange elskede popklassikere ny luft under vingerne.

AQUA (med support fra Bathsheba og DJ Emma Lincoln) gav koncert i Jyske Bank Boxen fredag 8. november 2024 for øjnene af 8.000 publikummer. Mere dansk musik i verdensklasse er i vente allerede næste lørdag, hvor Dizzy Mizz Lizzy gæster multiarenaen – læs mere og køb billet hér.


Se flere billeder