Årets udgave af Art Herning var flyttet fra MCH Herning Kongrescenter til MCH Messecenter Hernings 5.000 kvadratmeter store Hal H, og det var ikke gået hen over hovedet på landets kunstelskere. I hvert fald melder medarrangøren Danske Gallerier om god stemning og mange besøgende, der weekenden over kunne gå på opdagelse blandt flere end 250 kunstværker hos i alt 42 gallerier.
- Der har været mange besøgende, og nysgerrigheden blandt de fremmødte har generelt været stor. Folk har virkelig været positive, og stemningen har i det hele taget været rigtig god alle tre dage. Af samme grund udtrykker mine kollegaer også stor tilfredshed med messen, som altså også bare er supervigtig. Art Herning tilbyder således en rigtig god mulighed for at holde kontakten med både samlere og institutioner, konstaterer Alice Folker, formand for Danske Gallerier og ejer af Alice Folker Gallery.
Gallery Poulsen: Det er gået fantastisk
Hos Gallery Poulsen deler man opfattelsen, ligesom man beretter om et overordentligt godt salg.
- Det er gået fantastisk, og vi har solgt suverænt som altid, så vi er enormt glade og tilfredse. Der har virkelig været mange besøgende, overraskende mange for uge to, og vi har fået fat i alle de kunder, som vi håbede at komme i dialog med - og flere til. Art Herning har i dén grad leveret varen igen i år, og det er tydeligt blevet understreget, hvor ekstraordinært vigtig messen er, fastslår Morten Poulsen, ejer af Gallery Poulsen, og fortsætter:
- Den er en af grundstenene i min forretning, og der er en grund til, at alle de bedste gallerier er her. Mine kunstnere, som alle er internationale, producerer nye værker specifikt til Art Herning - det gør de, fordi det er godt givet ud. Den omsætning, vi genererer her tidligt på året, investerer vi efterfølgende i tiltag, der gør, at vi kan stå endnu stærkere næste år.
Kunstens evne til at skabe ro og rum
Galleriernes udsagn og stemningen på messen bekræfter det, som administrerende direktør i MCH A/S Georg Sørensen satte ord på ved åbningen af Danmarks kunstmesse.
- Art Herning har igen vist, hvordan kunst kan og skal ses og mærkes - og hvordan kunsten skaber ro og rum i en tid, som er alt for meget præget af ufred og uro. Tilbagemeldingerne fra gallerierne understreger, at messen både har kunstnerisk tyngde, stor kommerciel betydning og en unik energi, som gør Art Herning så vigtig som fælles platform for branchen - præget af stor nysgerrighed, købelyst og masser af gode og spændende samtaler, siger Georg Sørensen og retter en stor tak til alle gallerierne, kunstnerne og messens mange besøgende fra hele Danmark for at skabe den helt særlige messestemning, som kendetegner Art Herning.
Sceneprogram med tre kunstnere
Foruden messens udstillingsdel talte Art Herning også et sceneprogram ved samtidskunst-webmagasinet Art Matter, der under temaet 'Derfor laver jeg kunst' bød på samtaler med kunstnerne Trine Søndergaard, Kaspar Bonnén og Kirstine Roepstorff.
Messen havde desuden gjort det let for nybegyndere at starte deres kunstsamling. Konceptet 'Start din kunstsamling' indebar således, at galleristerne stod klar med gode råd og havde markeret forskellige værker, der maksimalt kostede 10.000 kroner.
Art Herning, der blev arrangeret i samarbejde med Danske Gallerier, fandt sted i MCH Messecenter Herning 9.-11. januar 2026 og blev besøgt af 8.189. Næste udgave af messen løber af stablen i januar 2027. Læs mere på artherning.dk.