05-02-2016  - MCH Presse

Awardshow med motorbrøl og store stjerner

Awardshow med motorbrøl og store stjerner

Dagen efter offentliggørelsen af Kevin Magnussen som ny kører for Renaults Formel 1-team, stod han på scenen ved Dansk Motorsport Award Show i MCH Messecenter Herning. Foto: Tony Brøchner.

Torsdag blev motorsportens største stjerner hyldet ved Dansk Motorsports Award i MCH Messecenter Herning. 1550 publikummer var med til at hylde modtagerne af de 13 priser ved det storanlagte show.

Blot en dag efter offentliggørelsen af Kevin Magnussen som ny kører for Renaults Formel 1-team, stod han på scenen ved Dansk Motorsport Award Show i MCH Messecenter Herning. 

Med sine flotte resultater var Magnussen det perfekte billede på det, som prisshow hylder: Motorsportens bedste.

- Dansk motorsport har virkelig fortjent den her hyldest, slog værterne Anna David og Jimmy Bøjgaard fast fra starten. Og hyldet det blev de i alt 13 prismodtagere.

Bag eventen står Copenhagen Event Company sammen med DASU og DMU. Showet blev for første gang afholdt i Herning, hvilket gav mulighed for at skabe en større og mere spektakulær kulisse end tidligere. 

På forhånd havde Tino Thorsøe, som er partner i Copenhagen Event Company lovet en aften i topklasse, og det må man sige, den levede op til. Den musikalske underholdning leverede Wafande, Rasmus Walter, Copenhagen Drummers, Anna David samt et dygtigt husorkester.

En af priserne, DASU’s Hæderspokal, gik til John ”Super” Nielsen, som i 1990 var den første dansker til at vinde Le Mans. John Nielsen, som ikke længere er aktiv kører, overrakte ved showet Le Mans-pokalen fra 1990 til DASU:

- Jeg har altid sagt, at jeg en dag ville give min pokal til Dansk Automobilsports Union på grund af alt det, de har gjort for mig og sporten. Og det vil jeg gøre nu. En æra er slut for mig. Jeg ved godt, jeg har været en ”pain in the ass” for nogle af jer. Men jeg har kun gjort det, fordi jeg ville vinde, sagde John Nielsen fra scenen.

I alt overværede 1.550 showet her i blandt stjerner som Jan Magnussen, Thorkild Thyrring og Nicki Pedersen.

Showet var startskuddet på Life on Wheels, som foruden prisuddelingen tæller Motorshow 2016 og Yamaha SuperCross & Freestyle Show, som foregår i MCH Messecenter Herning og Jyske Bank Boxen over de næste dage.

Disse priser blev uddelt ved Dansk Motorsport Award Show 2016:
Årets Rally-team: Jacob Madsen og Line Lykke Jensen
Årets Speedway-kører: Peter Kildemand
Årets Banesport-kører: Jan Magnussen
Årets Motocross Pris: Julie Dalgaard 
Årets Karting-kører: Christian Lundgaard 
Årets Road Racing-kører: Simon Jespersen
Årets Bilsportskører: Michael Christensen
Årets Motorsportstalent: Christian Lundgaard
Årets Mekanikerlærling: Mikkel Nørlund Christiansen
Årets MC-sportskører: Peter Kildemand
Årets Motorsport Event: Padborg Park Supertourisme Night
DASU’s Hæderspokal: John ”Super” Nielsen
FairPlay-prisen: Lasse Olsen
Årets Profil: Christina Nielsen

Casper Elgaard fik den store DTC-pokal for at have taget DTC-titlen sidste år.

Se billedgalleri