Benjamin Hav & Familien, der første gang optrådte i Jyske Bank Boxen i forbindelse med DR Sportens prisuddeling i starten af 2023, vender retur, når det folkekære navn om et lille års tid inviterer publikum til en musikalsk rejse i multiarenaen. Benjamin Hav imponerede sommeren over på en række af Danmarks festivaler og ser nu frem til næste års eksklusive indendørs koncerter, hvor alle i dén grad er velkomne.
- Jeg glæder mig helt vildt til at komme ud og spille sammen med mit kæmpe og meget flotte band Familien. Jeg glæder mig til at møde alle de dejlige smukke mennesker fra det lille fantastiske land Danmark. Både dem, der bor i Jylland, og dem på Sjælland. Og alle må jo komme. Også hvis du er fra Fyn. Det er jo egentlig kæmpestort for sådan en som mig at få muligheden for at lave noget så optur som de to koncerter. Det bliver faktisk fantastisk og kæmpe opturs optur. Og måske også virkelig vildt godt, lyder det fra Benjamin Hav.
Efter alt at dømme venter der publikum en nytænkende live-oplevelse, hvor musikalitet, humor og en smittende energi går op i en højere enhed - den slags oplevelser har kendetegnet Benjamin Hav & Familien siden deres første koncerter, og Benjamin Hav vandt da også GAFFA-prisen for 'Årets Danske Livenavn' i 2023.
Flotte ord fra anmelderne
I det hele taget har medierne tildelt Benjamin Hav og hans livlige ensemble et væld af stjerner og roser.
GAFFA gav fem stjerner til en "Bullshitter af guds nåde..." for showet på Grøn Koncert i 2023, Ekstra Bladet og Politiken gav Benjamin Hav & Familien fem stjerner for deres koncert i Royal Arena, og sidstnævnte erklærede, at "det er svært at få øje på en større entertainer i dansk showbiz lige nu". Efter hans koncert på årets NorthSide roste Soundvenue det "uhyre velspillende band med herlige blæsere", mens Jyllands-Posten fremhævede Benjamin Havs evne til at balancere på "kanten af kaos": "Benjamin Hav syntes konstant at bevæge sig på kanten af kaos, men samtidig var han i total kontrol, på intet tidspunkt var han i nærheden af at miste publikums opmærksomhed".
Med sig på scenen i Jyske Bank Boxen har Benjamin Hav sit trofaste band Familien, der består af Emil Falk (guitar), Birk Nevel (percussion), Kristoffer Sjelberg (trommer), Bastian Sjelberg (bas), Viggo Jensen (keys), Troels Mørkenborg (danser/kor/blæser) og Torben Jensen (danser/kor/blæser). Sammen giver de numrene nyt liv gennem flamboyante liveversioner fyldt med visuelle elementer og stor musikalitet.
Benjamin Hav & Familien gæster Jyske Bank Boxen fredag 7. november 2025, og billetsalget til koncerten starter 29. november 2024 klokken 10 her på mch.dk.