24-08-2018  - MCH Presse

Brian Mikkelsen åbner Automatik 2018 i Brøndby

Brian Mikkelsen åbner Automatik 2018 i Brøndby

Årets åbningstaler til Automatik 2018 bliver administrerende direktør i Dansk Erhverv og tidligere erhvervsminister Brian Mikkelsen. Pressefoto.

Tidligere erhvervsminister og nuværende administrerende direktør i Dansk Erhverv, Brian Mikkelsen, åbner Automatik 2018, som afholdes i Brøndby Hallen 11.-13. september. Messen byder på flere end 180 udstillere og et væld af konferencer.

Store dele af den danske robot- og automationsbranche samles 11.-13. september i Brøndby Hallen, når MCH Messecenter Herning i selskab med en række brancheorganisationer er vært for fagmessen Automatik 2018. Messen, som bliver den hidtil største med flere end 180 udstillere, byder både på udstilling og konferencer, hvor emnerne spænder fra Industri 4.0 og robotter i produktionen til digital ledelse.

Årets åbningstaler bliver administrerende direktør i Dansk Erhverv og tidligere erhvervsminister Brian Mikkelsen, som har takket ja til både at åbne messen samt overrække DIRA Automatiseringsprisen, der gives til en virksomhed, som har gjort sig særligt bemærket indenfor udnyttelsen af robotteknologi.

- Automatik er en messe, der samler automations- og robotbranchen, skaber netværksmuligheder og præsenterer fremtidige løsninger til gavn for dansk erhvervsliv. Derfor glæder vi os over, at Brian Mikkelsen har sagt ja til at være årets åbningstaler og på den måde er med til at understrege vigtigheden af, at danske virksomheder holder sig opdaterede og konkurrencedygtige, siger Jørgen Stenberg, medlem af messekomitéen og administrerende direktør i Hans Følsgaard A/S.

Populært konferenceprogram
På Automatik 2018 vil der blandt andet blive rig mulighed for at blive opdateret på en lang række konferencer, hvor emnerne spænder fra kunstig intelligens og industri 4.0 til robotter i produktionen og maskinsikkerhed.

- Den konstante udvikling af teknologi kombineret med vidende ledere og medarbejdere er en stor del af Danmarks konkurrencestyrke. Derfor er netværk, ny viden og vidensdeling i fokus på automatik- og robotmessen, hvor konferenceprogrammet har afsæt i praktiske cases og førende indlægsholdere fra ind- og udland, der taler om emner, som vi alle har brug for at blive klogere på, siger Niels Barfod Jakobsen, medlem af messekomitéen og administrerende direktør i V. Løwener A/S.

Konferenceprogrammet, som tiltrak flere end 700 deltagere i 2017, byder denne gang på indlægsholdere fra virksomheder som Microsoft, Teknologisk Institut, Festo, Innovationlab, Danfoss, Universal Robot og Beckhoff.

FAKTA
Automatik 2018 arrangeres af MCH Messecenter Herning i samarbejde med BITVA - Brancheforeningen for Industriel Teknik, Værktøj og Automation, DIRA - Dansk Robot Netværk og VELTEK, Foreningen af Fabrikanter, Grossister og Importører i El-branchen. Brancheforeningernes mediepartner: Automatik & Proces.