15-08-2024  - MCH Presse

Brøns Group melder klar til Agromek 2024

Brøns Group melder klar til Agromek 2024

Sådan så det ud, da Brøns Group senest deltog i Agromek - nu vender virksomheden tilbage. Foto: Agromek/Tony Brøchner.

50-års jubilaren Brøns Group deltager i årets udgave af Agromek med en 1.735 kvadratmeter stor stand spækket med nyheder fra blandt andet Amazone, Krone og JCB. Virksomhedens forventninger til messen, der finder sted i MCH Messecenter Herning 26.-29. november 2024, er i top.

Brøns Group vender i år tilbage til Nordeuropas største landbrugsmesse, og det er der ifølge maskinimportøren adskillige gode grunde til.

- Vi kan høre fra vores forhandlere, at der er stor opbakning til, at vi skal deltage på Agromek. Vi hører også fra vores slutkunder, landmændene og maskinstationerne, at de godt kan lide at komme på Agromek. Det er her, de ser alle nyhederne fra hele branchen, men mindst lige så vigtigt, er det også her, de mødes, taler sammen og sparrer i en uhøjtidelig atmosfære. Agromek giver en unik mulighed for det. Det er endnu en af grundene til, at vi tror på, at Agromek i endnu højere grad kan blive stedet, hvor man tager hen i Nordeuropa og Skandinavien for at se på nye maskiner, forklarer Dan Hamann, indehaver af Brøns Group, og løfter lidt af sløret for, hvad de besøgende kan forvente af virksomhedens stand på Agromek:

- Vi har endnu ikke fået endelig bekræftelse fra vores leverandører på, hvilke nyheder vi kan have med og vise frem, men vi glæder os i hvert fald til at vise nyheder fra Amazone, Krone, JCB og alle de andre brands, som vi repræsenterer. Vi kommer til at stå i hal E, hvilket også er nyt. Vi får en stor flot stand, hvor vi har plads til masser af maskiner, fordi det er også en del af det, vi mener, der skal være på Agromek. Der skal være maskiner. Det er det, folk kommer for at se, og det er det, folk kommer for at snakke om.

Brøns Group: Fedt med opbakning fra branchens store brands
Brøns Groups forventninger til årets udgave af Agromek er store - også fordi virksomheden bifalder den udvikling, som messen er inde i.

- Nogle af de andre store spillere på markedet, herunder Danish Agro med Claas og Semler Agro med John Deere, har også igen meldt sig til, og det er fedt at se, at flere af de store, tunge brands inden for landbrugs- og maskinbranchen fortsat er med til at tage ansvar for Agromeks fremtid. Det vil vi gerne bakke op om og tilslutte os - på den måde er vi også med til at sætte en standard for, hvor messen skal hen. Beslutningen om at deltage til november føles helt rigtig, og vi glæder os rigtig meget, konstaterer Dan Hamann.

Brøns Group fejrer i år sit 50-års jubilæum som leverandør og samarbejdspartner for landbruget i Danmark, og igennem mange af disse år har virksomheden været en del af Agromek - og er altså nu tilbage.

Agromek-formand: Brøns Group styrker Agromeks maskinsegment
Hos Sten Andersen, formand for Agromek, vækker Brøns Groups tilbagevenden stor glæde.

- Brøns Group er en af de helt store spillere på markedet, og vi har en lang historik med virksomheden, så det er en stor glæde og fornøjelse at byde dem velkommen tilbage. Med deres tilstedeværelse styrker vi messens i forvejen stærke maskinsegment, og vi er spændte på at se deres udstilling, der breder sig over hele 1.735 kvadratmeter. Kombineret med den store opbakning fra alle relevante udstillersegmenter ser vi frem til en messe i højeste gear, lyder det fra Sten Andersen.

Foruden Amazone, Krone og JCB beskæftiger Brøns Group sig med brands som Müthing, Zürn, Homburg, Lehner og CultiWise, hvoraf sidstnævnte er droneteknologi til landbruget.

Agromek finder sted i MCH Messecenter Herning 26.-29. november 2024. Læs mere på agromek.dk.