25-10-2023  - MCH Presse

Bryan Adams giver ekstrakoncert i Jyske Bank Boxen

Bryan Adams giver ekstrakoncert i Jyske Bank Boxen

Billetterne til den første koncert blev revet væk, og Bryan Adams giver derfor en ekstrakoncert i Jyske Bank Boxen. Pressefoto.

Koncerten med den canadiske hitmager i Jyske Bank Boxen i Herning fredag 3. maj 2024 solgte ud på få minutter, og der er nu arrangeret en ekstrakoncert den følgende lørdag.

Billetterne blev langet over den virtuelle disk i en rasende fart, da næste års Bryan Adams-koncert i Jyske Bank Boxen blev annonceret i sidste uge. Nu får de fans, der ikke nåede at sikre sig billet i første ombæring, imidlertid en ny chance, idet pop/rock-idolet giver en ekstrakoncert lørdag 4. maj 2024.

Ved annonceringen af den første koncert mindedes administrerende direktør i MCH A/S Georg Sørensen med stor glæde den udsolgte koncert med Bryan Adams i MCH Messecenter Hernings ikoniske, runde Hal B i 2006, ligesom han så meget frem til et godt gensyn og en ny, stor oplevelse for publikum i Jyske Bank Boxen. At det nu tilmed bliver til to koncerter, gør på ingen måde glæden mindre.

- Det glæder mig rigtig meget, at der var så stor efterspørgsel på billetter til den første koncert, og jeg er glad for, at Bryan Adams har fundet plads til en ekstrakoncert her i Herning i sit ellers tætte turnéprogram, lyder det fra Georg Sørensen.

Også koncertarrangør Knud Bjerre glæder sig over, at det er faldet på plads med ekstrakoncerten i Jyske Bank Boxen.

- Den første koncert solgte ud på få minutter, og vi har siden arbejdet hårdt på at få stablet en ekstrakoncert på benene. At det takket være stor velvilje fra både artist og management nu er lykkedes er meget tilfredsstillende, konstaterer Knud Bjerre.

Blandt historiens bedst sælgende artister
Bryan Adams, der albumdebuterede i eget navn i 1980, hører med 65 millioner solgte singler til historiens bedst sælgende artister. Hans helt store gennembrud kom med udgivelsen af 'Reckless' (1984), der blandt andre kastede hitsinglen 'Summer of '69' af sig, og da han udgav singlen '(Everything I Do) I Do It for You' blev han en regulær verdensstjerne, idet sangen storhittede kloden rundt.

I anden halvdel af 1990'erne sang han duetter med Barbra Streisand og Melanie C, og i 2008 figurerede han som nummer 38 på Billboard Hot 100's liste over 'all-time top artists'. I det hele taget har han i løbet af sin karriere samarbejdet med et væld af ikoner, herunder også Tina Turner, Rod Stewart, Bonnie Raitt og Sting, ligesom han har arbejdet med nogle af nutidens største popstjerner i form af Taylor Swift og Ed Sheeran.

Hitmageren har desuden vundet et væld af priser, herunder en Grammy og ikke færre end 20 Juno Awards, ligesom han er blevet nomineret til både Academy Awards og Golden Globe Awards. Han er derudover blevet optaget på flere Walk of Fame-passager, heriblandt Hollywood Walk of Fame.

Bryan Adams er i nyere tid vedblevet at udgive nye plader, og så sent som i 2022 udkom således ikke færre end fire studiealbum - 'So Happy It Hurts', 'Pretty Woman - The Musical', 'Classic' og 'Classic Pt. II'.

Ekstrakoncerten med Bryan Adams i Jyske Bank Boxen finder sted lørdag 4. maj 2024, og billetsalget starter fredag 27. oktober 2023 klokken 10.00 lige hér.