03-05-2024  - MCH Presse

Bryan Adams skabte ekstase i udsolgt Jyske Bank Boxen

Bryan Adams skabte ekstase i udsolgt Jyske Bank Boxen

Bryan Adams gav koncert i Jyske Bank Boxen 3. og 4. maj 2024. Foto: MCH/Tony Brøchner.

Den canadiske hitmager Bryan Adams betog alt og alle, da han fredag 3. maj og lørdag 4. maj 2024 spillede to udsolgte koncerter i Jyske Bank Boxen.

Sætliste

  • Kick Ass
  • Can't Stop This Thing We Started
  • Somebody
  • 18 til I Die
  • Please Forgive Me
  • Shine a Light
  • Kids Wanna Rock
  • Heaven (Upbeat version)
  • Go Down Rockin'
  • It's Only Love (Snippet of The Best and What's Love Got To Do With It by Tina Turner as tribute)
  • You Belong to Me
  • I've Been Looking for You
  • The Only Thing That Looks Good on Me Is You
  • I Will Always Return (kun fredag)
  • Here I Am
  • When You're Gone
  • Always Have, Always Will
  • (Everything I Do) I Do It for You
  • Back to You
  • So Happy It Hurts
  • Run to You
  • Summer of '69
  • One Night Love Affair (ønsket af publikum fredag) // Cloud Number Nine (ønsket af publikum lørdag)
  • All I Want Is You (ønsket af publikum fredag) //  One Night Love Affair (ønsket af publikum lørdag)
  • Star (ønsket af publikum lørdag)
  • Have You Ever Really Loved A Woman? (ønsket af publikum fredag og lørdag)
  • Heat of the Night (ønsket af publikum fredag)
  • Cuts Like a Knife
  • Straight From The Heart
  • Whiskey In The Jar (ønsket af publikum lørdag)
  • All For Love

Det blev en overvældende hitparade af rang, da verdensstjernen Bryan Adams både fredag og lørdag aften tog publikum med på en fortryllende rundrejse i mandens dragende bagkatalog – fra de tidligste hits til sange fra det seneste studiealbum, ’So Happy It Hurts’ (2022), der også lægger navn til den igangværende turné.

Sætlisten talte helt oplagt numre som ’18 Til I Die’, ’Please Forgive Me’, ’Heaven’, ’When You’re Gone’, ’(Everything I Do) I Do It For You’ samt helt uundgåelige ’Summer of ’69’, og ikke mindst ved fremførelsen af disse evergreens var stemningen i multiarenaen på kogepunktet – i det hele taget var publikum i dén grad ”på” begge aftener, hvor fællessang og endeløse klapsalver var konstanter, og hvor også en gigantisk oppustelig bil pludselig svævede over de mange tusinde fans på gulvet.

Samtidig var Bryan Adams og publikum åbenlyst på en helt særlig bølgelængde – hengivenheden fra publikum var stor, og det samme gjaldt taknemmeligheden fra verdensstjernen på scenen. Endelig mødtes den berømte canadier og Herning igen – sidst, det skete, var i 2006 til en ligeledes udsolgt koncert i MCH Messecenter Hernings ikoniske, runde Hal B. Gensynsglæden blev tydeligt understreget mod slutningen af koncerten, hvor Bryan Adams generøst fremførte flere numre ønsket af publikum.

Fødselsdag og fællessang
Om lørdagen kunne Bryan Adams' trommeslager Pat Steward fejre fødselsdag på scenen, hvorfor Bryan Adams spurgte publikum, om de ikke ville synge en fødselsdagssang for ham? Hele Jyske Bank Boxen stemmede i på 'I dag er det Pats fødselsdag..', hvorefter Bryan Adams kvitterede med den amerikanske 'Happy Birthday' til stående klapsalver fra trommeslageren selv. 

Som om aftenen ikke var særlig nok i forvejen, tog Bryan Adams sig også tid til at mindes sin gamle ven Tina Turner, der gik bort sidste år – dronningen af rock ’n’ roll blev efterfølgende hyldet under fremførelsen af ’It’s Only Love’, der således bød på dele af Turner-klassikerne ’The Best’ (oprindeligt Bonnie Tyler, red.) og ’What’s Love Got To Do With It’.

Efter godt to timer og i alt 29 numre rundede Bryan Adams af i ensom majestæt på den enorme scene efter endnu en smuk omgang fællessang med tilhørende eventyrligt mobiltelefon-lyshav – han var tydeligt rørt, da han ind i mikrofonen råbte:

- You’ve been wonderfuuul!

 

ANMELDELSER

Herning Folkeblad (6 stjerner)

"Bundniveauet var tårnhøjt i de to timer og et kvarter, som koncerten varede. Og derfor kan man måske godt tilgive Bryan Adams, at han efter min mening spillede en til to sange for meget. Man skal helst gå derfra sulten efter mere, og det tror jeg stadig, at de fleste gjorde. Det var jo også publikums sangvalg, der var med til at lukke ballet, og derfor kan man ikke klandre ham for gerne at ville please danskerne. Nu har han fået alle stjernerne, som jeg har til rådighed, og derfor kan jeg tillade mig også at berøre detaljerne på en aften, hvor det hele sad i skabet."

Læs hele anmeldelsen her

 

Festivalnyt (5 stjerner)

"Manden kan stadig krænge stemmen ud i alle tonelejer, som var det en live-indspilning foran tusindvis af loyale støtter. Lyden var god, ganske som stemningen på gulvet og helt ud til øverste og bageste stolerække. Intet blev overgjort, men virkede oprigtigt, selvom det var velorkestreret og afstemt inden for bøjelige rammer."

Læs hele anmeldelsen her


Se flere billeder