Det emmede af nostalgi, fantasi, magi og højt humør, da MCH's opsætning af Bjarne Reuters elskede klassiker ’Busters verden’, som spiller frem til 21. oktober, lørdag tryllebandt en fyldt teatersal i MCH Herning Kongrescenter.
Et væld af børn, forældre og bedsteforældre var mødt op på premieredagen for at komme helt tæt på Buster Oregon Mortensen og hans magiske verden.
Magisk musical for hele familien
Legendariske Buster, der spilles af det unge, lokale talent Adam Ostersen, indledte skolernes efterårsferie med trylleri, energi, løjer og gåpåmod. Med sang, dans, skønne melodier, imponerende rekvisitter og kække replikker blev publikum draget ind i Busters vilde verden fra start til slut – en verden, der rummer masser af humor, sjov og spas, men også de lidt mere seriøse emner som drilleri, drikfældighed og død.
Latteren, de helt store smil og begejstringen blev særligt fremkaldt, da Store-Lars indtog scenen med sin smarte, røde knallert og herefter med Buster på sin alt for store Long-John iført sin tryllehat og røde kappe. Men også alle Busters underholdende forsøg med finurlige trylletricks fik igangsat lattermusklerne.
På allerbedste musicalmanér indtog de medvirkende afslutningsvis scenen og fremførte den kendte og herlige melodi ’Buster’ af Nanna, som udløste lange klapsalver og fællessang.
- Det har været fedt, og man oplever det hele igennem sit barn. Når min søn sidder der og bliver optaget af det, klapper og griner – det kan bare noget helt særligt. Det her skal vi gøre oftere, for det kan noget helt andet at se en forestilling live fremfor gennem en skærm – der er tid til fordybelse, sagde Tania Rønbjerg fra Lind, der havde taget sin 5-årige søn Albert med til musicalen.
En populær, sjov og lærerig fortælling
Det er både erfarne kræfter og nye talenter, der lørdag og i ugens løb vil bringe publikum ind i Busters verden. Her kan såvel store som små lade sig indleve i fortællingen om den modige Busters hverdag med familie, skole, job, fodbold og masser af trylleri. Buster elsker nemlig at trylle – det har han lært af sin far, der er tidligere tryllekunstner, men nu er arbejdsløs og indimellem drikker for meget. Selvom Buster og lillesøsteren Ingeborg bliver drillet af de store drenge, lader han sig ikke slå ud. Han har altid et trylletrick i ærmet, en god ven i gamle Fru Larsen og så forelsker han sig i den smukke Joanna.
- Vi er meget taknemmelige over den store interesse for vores familiemusical igen i år. ’Busters verden’ er populær på tværs af generationer, og det beviste premieren lørdag eftermiddag. Stemningen blandt publikum var fantastisk – der blev både grint, klappet og sunget med, siger Rasmus Steenberg, der er projektleder i MCH Musical, og sender roser til de medvirkende:
- Vi har et rigtig stærkt hold med en god blanding af talenter og garvede medvirkende, der alle leverede fra start til slut. Både medvirkende og teamet bag har arbejdet hårdt – og det er vi meget stolte over. Nu glæder vi os til at tage imod publikum i efterårsferien samt i Aalborg og Ringsted.
Gratis familieaktiviteter før musicalen og i pausen
Traditionen tro danner foyeren i kongrescenteret ramme om et væld af gratis aktiviteter og konkurrencer for hele familien en time før forestillingen og i pausen mellem første og anden akt. Her kan man købe trylleartikler samt deltage i en tegnekonkurrence og vinde præmier fra både LEGO, FC Midtjylland, Speed Stacks og Nordisk Film. Man kan også gå på skattejagt på ægte Buster-manér og jagte torskerogn, rustne søm og skruer, bussemænd i bølgepap, juleand med gåsehud og vandpistol med vådeskud.
’Busters verden’ kan opleves i MCH Herning Kongrescenter 16.-21. oktober, hvorefter musicalholdet drager mod Aalborg og Ringsted.
Selvom interessen for den fantastiske fortælling er stor, og flere forestillinger er meldt udsolgt, er der stadig billetter at hente til musicalen i kongrescentret via mch.dk.