30-01-2026  - MCH Presse

Campingbranchen er stærkt repræsenteret på Ferie for Alle

Campingbranchen er stærkt repræsenteret på Ferie for Alle

DCU, Dansk Camping Union, fejrer 100-års jubilæum med spændende aktiviteter på Ferie for Alle 2026. Foto: MCH/Lars Møller.

Campingvogne, autocampere og campingudstyr af enhver karakter er i vente på Ferie for Alle 2026, der således møder stor opbakning fra campingbranchen. Blandt udstillerne, der også tæller en lang række campingpladser, er forventningerne i top forud for messen, der finder sted i MCH Messecenter Herning 20.-22. februar.

Hvad end man er garvet campist eller nybegynder, er der noget at komme efter i Ferie for Alles syv campingdedikerede haller, der tilsammen byder på alle de store mærker inden for både campingvogne, autocampere, telte og tilbehør.

Blandt de forventningsfulde udstillere finder man Camping-Specialisten.dk, der blandt andet forhandler Kabe- og Knaus-campingvogne og -autocampere. I virksomheden glæder man sig meget til at møde de mange besøgende på messen.

- De besøgende kan forvente en inspirerende og imødekommende stand med fokus på campingglæde, kvalitet og personlig rådgivning. Vi lægger stor vægt på at møde folk i øjenhøjde og hjælpe dem med at finde den løsning, der passer bedst til deres feriedrømme - uanset om de er nye i campinglivet eller erfarne campister, forklarer Mark Overgaard, indehaver, Camping-Specialisten.dk, der har store forventninger til messen:

- Ferie for Alle er en oplagt mulighed for at møde både nye og eksisterende kunder ansigt til ansigt. Vi forventer at skabe en masse gode dialoger og inspirere besøgende til nye ferieformer og styrke relationerne til dem, der allerede kender os. Messen er en vigtig platform for os, hvor vi får mulighed for at møde mange camping-interesserede på kort tid. Samtidig er den en anledning til dialog, inspiration og til at vise, hvad vi står for som virksomhed.

Mark Overgaard oplyser, at Camping-Specialisten.dk medbringer et bredt udvalg af både autocampere og campingvogne fra nogle af markedets stærkeste mærker. Der vil både være kompakte løsninger og mere rummelige modeller, og på den måde er der noget for alle behov og pengepunge.

En institution i danskernes ferieplanlægning
Også Campex, det danske agentur for mærkerne Hobby og Fendt, er på pletten, og ligeledes her er forventningsglæden helt i top.

- Vi glæder os helt vildt - Ferie for Alle er ikke bare en messe, men en institution i danskernes ferieplanlægning. Og der er bare ikke noget som tusindvis af glade besøgende, der er kommet for at lade sig inspirere til noget, som for os danskere betyder så meget - nemlig vores ferie og fritid. At være med til at påvirke den proces er en gave, og vi forventer at hjælpe en masse gæster videre eller i gang med danskernes foretrukne ferieform, camping, lyder det fra Kim Godballe, salgsansvarlig, Campex, der om virksomhedens stand fortæller:

- De besøgende kan forvente messens måske største udvalg af campingvogne. Vi har et rigtigt stort og flot udvalg til både unge og gamle, fastliggere og kørecampister. Og så kan man som altid møde et meget stort og veloplagt forhandlernet, der er toptunet og klar til at hjælpe.

Kim Godballe gør det klart, at den nye familievogn NEXT 381 fra Fendt er årets helt store nyhed. Vognen, der kan opleves på Ferie for Alle, er ganske let og beskrives som "den perfekte campingvogn for den eventyrlystne familie med elbil". Derudover medbringer Campex blandt andet de nye Apero Activ-modeller, ligeledes fra Fendt, og Hobbys populære DK LINE-vogne.

100-års jubilar med spændende aktivitetsprogram
Til stede på Ferie for Alle er helt oplagt også DCU, Dansk Camping Union, der i år fejrer 100-års jubilæum, hvilket naturligvis fejres behørigt på messen.

- Vi fejrer jubilæet godt og grundigt med en række aktiviteter på standen - fredag har vi et stort medlemsarrangement, lørdag løfter vi sløret for en kæmpe nyhed, der vedrører fremtidens campister, og søndag gælder det Danish Camping Award. Derudover holder jeg nogle foredrag, og så glæder vi os ellers bare helt vildt til at snakke med både nye og gamle medlemmer, fastslår Anne-Vibeke Isaksen, landsformand, DCU, der fortsætter:

- Vi føler, at vores organisation har fået sin anden ungdom, og vi ser frem til at give den gas og komme i øjenhøjde med alle gæsterne på standen - vi kommer for det personlige møde og for det nærvær, der er så vigtig en kontrast til AI og alle skærmene. Hvis vi får en masse gode snakke og kan være med til at bane vejen for uforglemmelige campingferier, tager vi berigede hjem.

Anne-Vibeke Isaksen fortæller, at man i DCU har set frem til årets Ferie for Alle, lige siden sidste års udgave sluttede, og at der i organisationen er rift om at komme med på messen.

Ferie for Alle finder sted i MCH Messecenter Herning 20.-22. februar 2026. Læs mere på ferieforalle.dk.


Se flere billeder