02-07-2018  - MCH Presse

Comedy Aid vender tilbage til Herning

Comedy Aid vender tilbage til Herning

Pressefoto.

Det bliver et humoristisk og velgørende gensyn med Comedy Aid, når en række topkomikere fredag den 28. december gæster Herning til fordel for Red Barnet.

Det er fire år siden, at Comedy Aid senest løb af stablen i Herning, og fredag 28. december 2018 sker det igen. Her samles nogle af landets bedste komikere til Comedy Aid 2018. Via flere timers humoristisk standup i MCH Herning Kongrescenter vil komikerne donere overskuddet fra showet til Red Barnets humanitære arbejde med børn på flugt og i krigsramte områder.

Michael Schøt og Heino Hansen i spidsen
Værterne til Comedy Aid 2018 bliver de erfarne komikere Michael Schøt og Heino Hansen.

- Jeg glæder mig enormt til at være vært på så stort et arrangement som Comedy Aid. Som ambassadør for Red Barnet har jeg med egne øjne set, hvor stor en effekt pengene har. Det skete, da jeg besøgte Zaatari-flygtningelejren i Jordan sidste år. Jeg ved godt, at der kan føles langt fra sæderne til et comedy-show og så ned til nogle af de allermest sårbare børn i verden - men tro mig, der er meget kortere, end man tror, siger Michael Schøt.

Heino Hansen var sidste år med på Comedy Aid-plakaten, og han glæder sig til at lede publikum og komikere gennem det store show:

- Det var en stor oplevelse at være med til. Både fordi det var rigtig sjovt, og så fordi det er vigtigt, vi får sat fokus på Red Barnets arbejde. Det er helt utroligt, at jeg efter den optræden nu får muligheden for min værtsdebut på Comedy Aids store scene. Jeg glæder mig til at bruge humoren til at få sat alvorlige emner på dagsordenen, siger Heino Hansen.

Endnu er det hemmeligt, hvem der skal optræde til Comedy Aid, men det vil blive nogle af landets bedste standup-komikere.

Comedy Aid 2018 kan opleves fredag 28. december i MCH Herning Kongrescenter. Billetter kan købes via mch.dk eller i billetsalget i Kongrescentret