Aflysning eller flytning af store og små sportsbegivenheder og få eller ingen tilskuere er nogle af de mange følger af coronapandemien. Nu rammer det også det traditionsrige sportsshow, som DR i samarbejde med MCH, DIF, Team Danmark og Sport One siden begyndelsen af nullerne har afviklet lige efter nytår i Jyske Bank Boxen i Herning med op mod 10.000 feststemte tilskuere og en million tv-seere.
Underdirektør Anders Kern Boje, der er ansvarlig for sporten i DR, forklarer:
- Trods corona synes vi stadig, at der er mange store sportspræstationer i 2020, der fortjener at blive fejret. Det gælder for eksempel Viktor Axelsens All England-mesterskab, VM-guldet i banecykling og Søren Kragh Andersens to etapesejre i Tour de France samt ikke mindst de mange frivillige, der hver dag yder en kæmpe indsats i idrætsklubberne rundt omkring i landet. Derfor vil vi ikke aflyse showet. Men i den nuværende situation kan vi ikke forsvare at planlægge et stort arrangement i Herning med et stort publikum, masser af idrætsudøvere og medvirkende.
’Sport 2020’ bliver vist lørdag 2. januar klokken 21.00 på DR1. Detaljerne omkring afviklingen er endnu ikke helt på plads, men Anders Kern Boje lover, at det nok skal blive med både prominente gæster fra sportens verden, underholdning, gensyn med årets store sportspræstationer samt uddeling af priser.
- Vi er selvfølgelig kede af, at vi ikke kan samles om showet i Herning, som ellers er blevet en fornem tradition. Men vi glæder os til at vende tilbage med et endnu stærkere sportsshow næste år, hvor vi forhåbentlig også kan fejre danske OL-medaljer, siger Anders Kern Boje.
National begivenhed
MCH har dannet ramme om det store og populære sportsshow hvert år siden 2000. Begivenheden har både begejstret tusindvis af gæster til selve showet samt samlet nationen foran tv-skærme over hele landet i DR’s bedste sendetid.
MCH’s administrerende direktør Georg Sørensen ærgrer sig over, at coronapandemien nu også får konsekvenser for den traditionsrige fest i MCH.
- Vi glæder os over at være en del af det stærke samarbejde med DR, Danmarks Idrætsforbund, Team Danmark og Sport One om skabelsen af denne ekstraordinære folkefest, som også har en helt særlig betydning for MCH. Vi ser frem til at genoptage samarbejdet om at hylde store sportspræstationer i de kommende år, siger Georg Sørensen og tilføjer;
- Samtidig er vi naturligvis kede af endnu en coronarelateret aflysning i MCH, som desværre også lokalt har konsekvens for mange andre end MCH.
I alt 9.000 gæster overværede Sport 2019 i Jyske Bank Boxen 4. januar 2020.