07-10-2020  - MCH PRESSE

D-A-D aflyser koncert i Jyske Bank Boxen og annoncerer fire nye koncerter i Kongrescentret

D-A-D aflyser koncert i Jyske Bank Boxen og annoncerer fire nye koncerter i Kongrescentret

Pressefoto.

Grundet forsamlingsreglerne aflyser D-A-D koncerten i Jyske Bank Boxen fredag 30. oktober og annoncerer i stedet fire mindre koncerter i MCH Herning Kongrescenter 29.-31. oktober 2020.

De danske rockveteraner fra D-A-D skulle 30. oktober have holdt et storstilet arenashow i Jyske Bank Boxen, men på grund af de gældende forsamlingsregler har bandet besluttet at aflyse arenakoncerten og i stedet holde fire mindre koncerter i MCH Herning Kongrescenter. Kapaciteten vil på den måde være tilpasset de gældende covid-19-regler med afstand og siddepladser til publikum.

Frontmanden i rockbandet Jesper Binzer uddyber:

- Vi håbede, at vi var superliga, og at reglerne også kunne gælde for os, men ak. Derfor må vi desværre aflyse de to arenakoncerter. Til gengæld spiller vi en række mindre shows, og vi glæder os til at kunne trykke den af med jer i hyggelige rammer. Så velkommen til den store D-A-D-kongres i Herning og Tivoli After Dark.

Også hos MCH A/S er man ærgerlige over aflysningen, men glæder sig samtidig over de nye koncerter:

- Tusindvis af fans havde glædet sig til et brag af en fest i Jyske Bank Boxen, som desværre ikke var mulig at gennemføre. Derfor er vi meget taknemmelige over, at de mange fans nu i stedet får mulighed for at opleve det ikoniske band til en række koncerter, der på en tryg måde er tilpasset situationen, siger Nicki Quist, Leder af Kultur i MCH A/S.

Oplev en helt unik musikalsk profil
D-A-D er et band med sjæl og har gennem årene defineret sig selv gennem en helt unik musikalsk profil, intens spilleglæde, fængende melodier og masser af humor, der i dag brænder mere igennem på scenen end nogensinde før. Og netop dét kan publikum se frem til, når rockikonerne indtager scenen i MCH Herning Kongrescenter til fire uforglemmelige liveoptrædener i trygge og sundhedsforsvarlige rammer.

D-A-D skulle også have spillet arenakoncert i København. Denne er ligeledes aflyst og erstattet med mindre koncerter i Tivolis Koncertsal. Alle, der har billet til de to aflyste koncerter, får automatisk deres køb refunderet. Samtidig tilbydes alle oprindelige gæster mulighed for at købe billetter i presale og derved sikre sig billet i god tid.

Det officielle billetsalg starter fredag den 9. oktober kl. 10.00 via mch.dk.