Drømmen om bronzemedaljer på hjemmebanen i Jyske Bank Boxen glippede, da Jesper Jensens tropper søndag eftermiddag blev besejret med seks mål af de kroatiske håndboldkvinder.
Det var da også de blåklædte kroatere, der fik den bedste start på kampen med en hurtig 3-0-føring, inden Anne Mette Hansen bragte danskerne på måltavlen efter seks minutters spil. Systematisk for slutrunden blev scoringen fulgt op af en forrygende Sandra Toft-redning, og inden længe blev 0-3 vendt til 5-4 i dansk favør. Tæt parløb blev det hele første halvleg med skiftende scoringsstimer, der resulterede i en helt lige pausestilling på 11-11.
Som en tro kopi af begyndelsen på første halvleg bragte kroaterne sig i front med 13-11, inden det lykkedes Mette Tranborg at finde vej til netmaskerne. Kroaterne fastholdt den smalle føring langt ind i anden halvleg, hvor særligt Camila Micijevic voldte det danske forsvar problemer. Det fik landstræner Jesper Jensen til at gå op i et forskudt 5:1-forsvar, men lige lidt hjalp det. Danskerne havde meget svært ved at score, og således glippede de danske bronzedrømme.
Dansk hæder
Inden bronzeduellen blev fløjtet i gang, fik målvogter Sandra Toft og forsvarsklippen Line Haugsted tildelt plads på det prestigefyldte All Star-hold, der traditionen tro kåres på slutrundens sidstedag.
Kl. 18.00 tørner forhåndsfavoritterne fra Norge og de forsvarende europamestre fra Frankrig sammen i kampen om metal af fineste karat. Kampen kan følges på TV 2.