Stemningen var gentagne gange på kogepunktet, da Danmark onsdag aften tog deres første sejr ved VM i ishockey. Der blev lavet flotte bølger, sunget og klappet, og indsatsen på lægterne blev altså belønnet med en triumf, der gør, at Danmark fortsat kan tillade sig at drømme om en plads i kvartfinalerne.
Danmark fik ellers en svær start, idet holdet allerede inden for de første fem minutter fik to udvisninger, hvilket naturligt gav kasakherne initiativet. Siden fulgte endnu en udvisning i den første periode, hvor danskerne dog mod slutningen viste tænder med et par store chancer tæt foran mål.
Anden periode blev anderledes opløftende set med danske briller – allerede efter fire minutter bragte Danmark sig i front på et mål af Mikkel Aagaard, og otte minutter senere blev føringen fordoblet, da Alexander True nettede. Samtidig trak Danmark blot en enkelt udvisning, mens kasakherne fik tildelt to.
Festen fortsatte i tredje periode, hvor Kasakhstan ganske vist indledte med at reducere til 1-2, men hvor Danmark efterfølgende udbyggede føringen til 3-1 og 4-1 på mål ved henholdsvis Christian Wejse og Alexander True. I periodens sidste sekunder lukkede og slukkede Nick Olesen i et tomt mål til slutstillingen 5-1.
Kampen blev overværet af 10.388 tilskuere, og kampens spillere blev Alexander True (Danmark) og Valeri Orekhov (Kasakhstan).
Fanzonen var igen i dag et kapitel for sig: Tusindvis af fans nød livet med spil og sport, mad og drikke og hygge foran storskærmen. Både hallerne og udeområdet emmede af liv og glade dage, og et særligt højdepunkt indtraf, da de nyslåede danske ishockey-mestre fra Odense Bulldogs blev hyldet for øjnene af et talstærkt og ivrigt jublende publikum.
VM i ishockey kan opleves i Jyske Bank Boxen 9.-22. maj 2025 – læs mere og se det samlede kampprogram hér.