29-03-2021  - MCH Presse

Danmark tog vigtige VM-kvalifikationspoint på MCH Arena

Danmark tog vigtige VM-kvalifikationspoint på MCH Arena

Dansk jubel på MCH Arena. Foto: Anders Kjærbye - dbufoto.dk.

Søndag aften besejrede Kasper Hjulmands tropper Moldova med de sikre cifre 8-0. Dermed er Danmark fortsat ubesejret på MCH Arena.

På en regnvåd forårsaften sikrede det danske herrelandshold vigtige point i duellen om en VM-slutrundebillet med en overbevisende 8-0-sejr over verdensranglistens nummer 177.

Til sammenligning befinder Danmark sig på verdensranglistens fjortendeplads, og det stod da også hurtigt klart, at Herrelandsholdet var moldoverne overlegne. Kasper Dolberg begyndte målscoringen efter 19 minutters spil, hvorefter stortalentet Mikkel Damsgaard nettede to gange i træk, inden Jens Stryger Larsen og Mathias Jensen sikrede et pauseresultat på 5-0.

Anden halvleg begyndte, hvor første halvleg slap, da Kasper Dolberg blev noteret for sin anden scoring allerede efter to minutters spil. På tavlen kom desuden Robert Skov og i sidste spilleminut Marcus Ingvartsen, der lukkede målfesten med et pletskud til slutresultatet 8-0. Dermed sikrede Kasper Hjulmands tropper tre vigtige point til VM-kvalifikationen, ligesom de danske fodboldherrer fortsat er ubesejrede på MCH Arena og udbyggede sejrsstimen med sin femte sejr i træk på hjemmebanen i Herning.

Mesterskabsspil i vente på MCH Arena
Det er uhyre tæt i toppen af Superligaen, inden Mesterskabsspillet fløjtes i gang efter landsholdspausen. På hjemmebanen på MCH Arena indleder FC Midtjylland guldjagten mod de direkte konkurrenter fra Brøndby IF 2. påskedag. Herefter følger kampe mod F.C. København, FC Nordsjælland og Randers FC, inden sæsonen rundes af mod sidste sæsons bronzevindere fra AGF.

FC Midtjylland gør sig også fortsat forhåbning om en billet til årets pokalfinale. Det kræver en samlet sejr over SønderjyskE over to kampe i april.

KAMPEN I TAL
Danmark-Moldova 8-0 (5-0)

1-0, 19': Kasper Dolberg(straffe)

2-0, 22': Mikkel Damsgaard

3-0, 29': Mikkel Damsgaard

4-0, 34': Jens Stryger Larsen

5-0, 38': Mathias Jensen

6-0, 47': Kasper Dolberg

7-0, 81': Robert Skov

8-0, 89': Marcus Ingvartsen