01-12-2023  - MCH Presse

Danmark vinder højspændt håndbolddrama i fyldt Jyske Bank Boxen

Danmark vinder højspændt håndbolddrama i fyldt Jyske Bank Boxen

Flere end 12.000 håndboldfans var fredag aften 1. december samlet i Jyske Bank Boxen, hvor Danmark vandt 25-21 over Serbien. Foto: MCH/Lars Møller.

De danske håndboldkvinder triumferede stort, da de ved VM i kvindehåndbold 1. december sluttede deres åbningskamp stærkt af og besejrede Serbien med 25-21 for øjnene af 12.387 i Jyske Bank Boxen. VM-euforien stod i fuldt flor på lægterne, hvor stemningen ofte var på kogepunktet, og også i den 10.000 kvadratmeter store fanzone var begejstringen stor.

Allerede under holdpræsentationen var stemningen højintens, og sådan fortsatte det kampen igennem, da Danmark efter et jævnbyrdigt brag trak fra mod slutningen og sikrede sig en resultatmæssig drømmestart på VM i kvindehåndbold 2023.

Publikum var dybt engageret og entusiastisk lige fra start – fællessangen under fremførelsen af ’Der er et yndigt land’ var decideret gribende, og i det hele taget var støtten fuldkommen hele kampen igennem. ”Forsvar, forsvar, forsvar,” gjaldede det, når der skulle forsvares, og når Danmark scorede, blev efternavnet på målscoreren skreget for fulde halse.

Sideløbende med de sportslige udfoldelser på det blå gulv, udspillede et yderst energisk show sig i de korte, men hyppige pauser – festlige DJ-toner, underholdning på storskærms-kuben og en opildnende stemme fyrede yderligere op under det i forvejen feststemte, indlevende publikum.

Kampens spiller blev Emma Friis, og dansk topscorer blev Kristina Jørgensen med fem mål. Næste opgave for det danske landshold er kampen mod Chile 3. december klokken 20.30 i Jyske Bank Boxen.

Populær fanzone og rumænsk sejr
I den tilstødende Hal M kunne publikum aftenen igennem boltre sig i den 10.000 kvadratmeter store fanzone, hvor der således blev dystet i alskens underholdende aktiviteter som eksempelvis bordfodbold, bordtennis og håndbolddart. Fanzonen, der også byder på caféer og loungeområder, var et særdeles populært tilløbsstykke.

Der skulle nemlig spilles to kampe denne fredag aften, og inden Danmark-Serbien gjaldt det opgøret mellem Chile og Rumænien, der blev sikkert vundet af Rumænien med cifrene 44-19.

VM i kvindehåndbold finder sted i Danmark, Norge og Sverige 29. november til 17. december 2023 og arrangeres af DanskHåndbold i samarbejde med Herning Kommune, Frederikshavn Kommune, MCH A/S, Arena Nord og Sport Event Denmark. Læs mere hér.


Se flere billeder