Bil- og motorcykel-slaraffenlandet Motorshow byder i år på cirka 150 udstillere og 45 aktiviteter fordelt på ikke færre end 30.000 kvadratmeter. Hertil kommer store udendørsarealer, hvor der blandt andet vil være drift, rally og folkeræs, og dermed er tagselvbordet for alle med bare den mindste benzin i blodet i dén grad stillet frem.
- Efter sidste års rekordhøje antal besøgende (knap 30.000, red.) ser vi ekstra meget frem til at byde gæsterne velkommen. Vi har skruet på alle parametre, og der bliver både meget mere action, flere spændende udstillere og bedre faciliteter til de besøgende end tidligere. Og så har alle udstillere også om muligt skruet yderligere op for niveauet i år, konstaterer arrangør Lars Green fra ASP Event.
Lange rækker af flotte showbiler, specialbiler, racerbiler, veteranbiler, elbiler og rallybiler og alle de nye motorcykelmodeller samt helt unikke, speciallavede modeller står klar til at fascinere de besøgende, ligesom al tænkeligt udstyr er at finde.
Et overflødighedshorn af aktiviteter
Og det stopper ingenlunde her, for Motorshow 2024 er samtidig et overflødighedshorn af aktiviteter for både store og små - showet byder eksempelvis på en underholdende MTB-bane, som de besøgende kan prøve på lånte Yamaha eBikes, samt en PW50-bane til børn.
I det hele taget vrimler det med actionmættede aktiviteter både inde og ude - indenfor gælder det eksempelvis showets Action Arena, hvor der udføres MC-stunts og trial, og en gokartbane, mens den udenfor står på drift, rally, crosskart, folkeræs og andre sjove opvisninger.
Den populære bil-TV-kanal High on Cars er på pletten, ligesom der er mulighed for at prøve diverse simulatorer og tjekke imponerende bilsamlinger ud. Og føler man for selv at sætte sig bag et rigtigt rat, er der mulighed for at booke prøvekørsler hos blandt andre Tesla og Polestar.
Sideløbende med Motorshow 2024 udspiller Yamaha SuperCross & Freestyle Show sig fredag-lørdag 2.-3. februar i Jyske Bank Boxen - læs mere hér.
Motorshow 2024 finder sted i MCH Messecenter Herning fredag-søndag 2.-4. februar, og billetsalget er i fuld gang lige hér.