28-10-2018  - MCH PRESSE

Danmarks Største Halbal for fuld udblæsning i Jyske Bank Boxen

Danmarks Største Halbal for fuld udblæsning i Jyske Bank Boxen

Jyske Bank Boxen var fyldt med festglade gæster, da Danmarks Største Halbal lørdag 27. oktober 2018 for tredje år i træk fyrede op for et brag af en fest. Foto: MCH/Tony Brøchner.

Lørdag aften dannede Jyske Bank Boxen atter ramme om Danmarks Største Halbal, som for tredje år i træk samlede feststemte gæster til et brag af en fest med sang, fællesspisning, dans og god musik.

Der var i den grad tændt op til fest, da Danmarks Største Halbal lørdag aften for tredje gang indtog Jyske Bank Boxen og forvandlede multiarenaen til et festligt og hyggeligt halbal med langborde, lyskæder, bordbuffet og et kæmpemæssigt dansegulv, hvor flere tusinde festglade gæster spiste, sang og dansede til ud på natten.

Siden premieren i 2016 er der blevet festet for fuld udblæsning til Danmarks Største Halbal, og i år var ingen undtagelse. Traditionen tro stod Kandis og Stig & Vennerne for aftenens musikalske underholdning. Og gensynsglæden var ikke til at tage fejl af, da de to favoritbands fyrede op for festen på hver sin elegante måde. Kandis med en hitkavalkade af deres kendte sange samt en hyldest til Kim Larsen og Stig & Vennerne med folkekære ørehængere fra Flemming Bamse Jørgensens forrygende bagkatalog som "Vimmersvej" og "I En Lille Båd der Gynger”. Det fik det opstemte publikum til at bryde ud i dans, fællessang og den traditionsrige kædedans.   

Højt humør, fest og dans i timevis
Blandt de flere hundrede langborde var humøret højt. Allerede efter hovedretten steg stemningen et par grader, da aftenens DJ skruede op for knapperne på pulten og satte gang i dansegulvet. Den gode feststemning vakte stor glæde hos flere af aftenens gæster:

- Det er tredje gang, jeg er til halbal. Det er en tradition, jeg har med min mor, og det er bare super hyggeligt. Der er god stemning, god mad og god musik, sagde Belinda, der havde taget turen sammen med sin mor fra Odense til Herning.

Tommy fra Billund var til Danmarks Største Halbal for første gang, og han garanterer at komme igen næste år:

- Det er første gang, jeg er til halbal. Jeg er afsted med en masse gamle kollegaer. De var afsted sidste år, men der kunne jeg desværre ikke komme med. Nu skulle jeg så med i år, og det er bare rigtig hyggeligt, fordi der er god musik, og man møder en masse mennesker. Jeg skal helt sikkert med igen næste år.

Roser til et godt formål
Under festlighederne havde aftenens gæster traditionen tro mulighed for at købe roser i en særlig Knæk Cancer-bod og derigennem støtte Knæk Cancer-indsamlingen. Denne mulighed blev flittigt benyttet, for da donationen blev offentliggjort live fra scenen i Jyske Bank Boxen af Stig og Johnny og vist direkte i Knæk Cancer-showet på TV 2, kunne man melde alt udsolgt. I alt indsamlede Danmarks Største Halbal 41.225 kroner til Knæk Cancer.  

Danmarks Største Halbal vender tilbage
På aftenen blev det også offentliggjort, at Danmarks Største Halbal vender tilbage igen næste år. Det bragte stor jubel og glæde hos de mange halbal-glade gæster, der allerede nu kan sætte et kryds i kalenderne 26. oktober 2019, hvor Danmarks Største Halbal afholdes for fjerde gang i Jyske Bank Boxen.


Se flere billeder