Myndighedernes retningslinjer for indretning af indkøbscentre, arkader og basarer
- Indkøbscentre, arkader og basarer mellem 0 og 1.999 m2 bør maksimalt tillade adgang for 1 person pr. 4 m2 indendørs gulvareal, hvortil der er offentligt adgang.
- Indkøbscentre, arkader og basarer mellem 2.000 og 4.999 m2 bør maksimalt tillade adgang for 1 person pr. 8 m2 indendørs gulvareal, hvortil der er offentlig adgang.
- Indkøbscentre, arkader og basarer mellem 5.000 og 9.999 m2 bør maksimalt tillade adgang for 1 person pr. 10 m2 indendørs gulvareal, hvortil der er offentlig adgang.
- Indkøbscentre, arkader og basarer over 10.000 m2 bør maksimalt tillade adgang for 1 person pr. 20 m2 indendørs gulvareal, hvortil der er offentlig adgang.
- Antallet af tilladte personer i den enkelte kategori, jf. pkt. 1-4, vil altid starte med det antal personer der maksimalt tillades i kategorien før.
- Foruden pkt. 1-5 gælder for de tilhørende butikker i indkøbscentrene, arkader og basarer, at der maksimalt må tillades adgang for 1 person pr. 4 m2 gulvareal, hvortil der er offentlig adgang. Er gulvarealet under 4 m2, kan der uanset 1. pkt. tillades adgang for 1 person. Gulvarealet opgøres væg til væg uanset inventar m.v.
Erhvervsministeriet har opdateret retningslinjerne for messeaktivitet, der nu er omfattet af det regelsæt for antal kvadratmeter pr. person, som også kendes fra landets stormagasiner og storcentre. Messeaktiviteten i MCH kan således genoptages, og interiør- og designmessen Formland bliver den første messe, der kan slå dørene op i Herning til august.
Administrerende direktør i MCH A/S Georg Sørensen hilser ministeriets udmelding velkommen.
- Vi noterer os med stor tilfredshed, at messeaktivitet nu igen er mulig til gavn for dansk erhvervsliv, vores udstillere samt de besøgende indkøbere og fagfolk. Det har stor betydning for vores forretning, da messeaktiviteten udgør hovedparten af den samlede omsætning i MCH A/S, der har været totalt nedlukket siden 11. marts, siger Georg Sørensen og tilføjer:
- Vi glæder os over igen at få mulighed for at samle de mange brancher og er nu i dialog med samarbejdspartnere, brancheforeninger og udstillere om hver enkelt messe. Vi ser frem til at kunne bidrage til genstarten af dansk erhvervsliv.
En ansvarlig og tryg messeoplevelse
Med 110.000 kvadratmeter fordelt over 15 messehaller samt 10.000 parkeringspladser har MCH mulighed for at sikre den nødvendige plads og de hygiejnemæssige tiltag, der skal til, for at myndighedernes retningslinjer og anbefalinger kan efterleves.
- Vi har under nedlukningen af Danmark arbejdet på scenarier for en ansvarlig og tryg messeoplevelse. Det arbejde vil vi nu intensivere, siger Georg Sørensen og understreger:
- I mere end 65 år har vi haft fokus på at skabe rammerne for den unikke oplevelse og for mødet mellem mennesker. Værtskabet for det personlige møde er vores passion - også i denne særlige situation.