23-10-2018  - MCH Presse

Dansk Melodi Grand Prix og MGP vender tilbage til Jyske Bank Boxen i 2019

Dansk Melodi Grand Prix og MGP vender tilbage til Jyske Bank Boxen i 2019

Administrerende direktør i MCH A/S, Georg Sørensen, chef for co-produktioner og partnerskaber hos DR Kultur, Søren Therkelsen, og borgmester i Herning Kommune, Lars Krarup, ser frem til at afholde Dansk Melodi Grand Prix og MGP i Herning i 2019. Foto: MCH/Tony Brøchner

Jyske Bank Boxen danner ramme om festlighederne, når Herning Kommune endnu en gang er vært for Dansk Melodi Grand Prix og børnenes MGP to weekender i 2019.

Herning og MCH har fire gange tidligere været vært for Melodi Grand Prix


2001 - Vinder: Rollo & King – ”Der står et billed’ af dig på mit bord” (nummer 2 i Eurovision Song Contest)
2009 - Vinder: Brinck – ”Believe Again” (nummer 13 i Eurovision Song Contest)
2013 - Vinder: Emmelie de Forest – ”Only Teardrops” (vinder af Eurovision Song Contest)
2017 - Vinder: Anja – ”Where I am” (nummer 20 i Eurovision Song Contest)

Herning og MCH har to gange tidligere været vært for børnenes MGP


2013 - Vinder: Kristian – ”Den første autograf”
2017 - Vinder: Bastian – ”Frikvarter”

Der er lagt op til den helt store Grand Prix-fest i hele Herning Kommune, når Herning igen er Årets Grand Prix By. Det er en aftale mellem DR, Herning Kommune og MCH, der sikrer, at Dansk Melodi Grand Prix 2019 skal afholdes i Jyske Bank Boxen 23. februar, mens den populære børneudgave, MGP, indtager samme scene 2. marts.

- I Herning ser vi frem til igen at være værter for den folkefest, som Melodi Grand Prix er. Kombinationen DR, MCH og Herning har altid været en garanti for et godt show, og i Herning Kommune vil vi som Årets Grand Prix By 2019 yde vores for at gøre Dansk Melodi Grand Prix og MGP til en mindeværdig event for alle kommunens indbyggere uanset alder, siger Lars Krarup, borgmester i Herning Kommune.

DR’s underholdningschef, Jan Lagermand Lundme, glæder sig til igen at besøge Herning.

- Det bliver et vidunderligt gensyn! Vi har haft nogle helt fantastiske Grand Prix’er i Herning, for de ved om nogen, hvordan man skaber en folkefest, der formår at samle hele befolkningen. Jeg glæder mig helt vildt til at feste med hele Danmark næste år i Jyske Bank Boxen, siger Jan Lagermand Lundme.

Hos MCH ser man frem til, at de to storslåede musikevents vender retur.

- DR’s store tv-shows har en særlig evne til at samle både nationen og generationerne – og det gælder i særdeleshed Melodi Grand Prix og MGP, der byder på topunderholdning med sin helt egen intensitet og begejstring. Vi glæder os alle til opgaven i et tæt og godt parløb med Herning Kommune og DR, som vi gennem vort mangeårige samarbejde kender for professionalisme og imponerende tv-shows i Jyske Bank Boxen, siger Georg Sørensen, administrerende direktør i MCH A/S.

En succes vender tilbage

Dansk Melodi Grand Prix og Herning har stolte fælles traditioner, og i 2019 er det femte gang, at Herning er vært for Melodi Grand Prix.

Senest var Herning Årets Grand Prix By i 2017. Her blev der arrangeret mere end 70 forskellige aktiviteter for borgerne i kommunen som en del af Grand Prix-festen. I 2019 gentager Herning Kommune succesen og inviterer til aktiviteter for eksempelvis kulturinstitutioner, skoler, daginstitutioner og ældrecentre i hele Herning Kommune. Derudover inviteres lokale interessenter som museer, detailhandel, restaurationer og uddannelsesinstitutioner til at blive en del af festen.

Dansk Melodi Grand Prix 2019 afholdes lørdag 23. februar i Jyske Bank Boxen. Billetsalget til Dansk Melodi Grand Prix åbner fredag 26. oktober kl. 12.00 via www.drbillet.dk.

MGP 2019 for børnene afholdes lørdag 2. marts i Jyske Bank Boxen. Billetsalget til MGP åbner fredag 30. november kl. 12.00 via www.drbillet.dk.


Se flere billeder