De danske håndboldverdensmestre skulle besejre Sverige med minimum tre mål for at sikre sig den samlede sejr i EHF Euro Cup, og allerede midtvejs i første halvleg var føringen på 13-10 og stemningen i top i Jyske Bank Boxen.
Den føring blev udvidet halvlegen igennem til en sikker pausestilling på 23-17, men man skal aldrig afskrive svenskerne. Lige fra starten af 2. halvleg fightede de sig tilbage og skabte både spænding og intensitet i kampen med syv scoringer på ni minutter i 2. halvleg mod danskernes ene til stillingen 25-24.
Flere gange lugtede det af en svensk udligning, men indskiftede Niklas Landin ville det anderledes. Efter en stribe redninger vendte kampen de næste ti minutter til en dansk føring på 31-28, og derefter så danskerne sig ikke tilbage og vandt kampen sikkert 37-31.
Tak til de flere end 10.000 tilskuere, der sørgede for en massiv opbakning. De blev udover en stor håndboldoplevelse og sejren belønnet med ros fra DHF-speakeren, der i sin tak udnævnte dem til Danmarks bedste håndboldpublikum.
Dansk topscorer: Simon Pytlick og Emil Jakobsen 7 mål
Slutstillingen i EHF Euro Cup
Danmark - 10 point
Sverige - 10 point
Spanien - 2 point
Tyskland - 0 point