12-01-2019  - MCH Presse

Dansk VM-sejr i udsolgt Jyske Bank Boxen

Dansk VM-sejr i udsolgt Jyske Bank Boxen

Stemningen var i top, da håndboldherrerne spillede den første VM-kamp i en udsolgt Jyske Bank Boxen 12. januar. Foto: MCH/Lars Møller

Lørdag 12. januar indtog de danske håndboldherrer en udsolgt Jyske Bank Boxen, hvor de spillede sig til en 36-22 sejr over Tunesien til stor jubel for de 15.000 håndboldglade fans på lægterne.

Allerede 11. januar åbnede Jyske Bank Boxen dørene til IHF Håndbold VM 2019, hvor Saudi-Arabien – Østrig og Tunesien – Norge var de første hold, der kunne opleves i håndboldarenaen. 12. januar indtog de danske håndboldherrer hele Danmarks hjemmebane, og dermed startede håndboldfesten for alvor for de mange håndboldglade fans.

Forud for kampen strømmede tusindvis af fans til den 10.000 kvadratmeter store fanzone i MCH’s hal M, hvor der var masser af livlig aktivitet og rig mulighed for at komme i den helt rette VM-stemning. Og stemningen steg da også hurtigt et par ekstra grader, da de danske håndboldherrer var klar til kampstart og løb på banen i Jyske Bank Boxen til stor jubel for de 15.000 feststemte håndboldfans, der var klædt i rødt og hvidt.

Allerede inden for de første få minutter kunne de danske fans håbe på dansk sejr, og jublen var ikke til at tage fejl af, da håndboldherrerne sluttede 1. halvleg med en føring på 19-10. Med bølgegang på lægterne og massiv opbakning fra de danske fans sikrede Nikolaj Jacobsens tropper sig en sejr på 36-22 over Tunesien. Prisen som kampens spiller gik til Niklas Landin.

Jyske Bank Boxen dannede også lørdag ramme om kampene mellem Østrig – Chile og Norge – Saudi-Arabien. Chile vandt 32-24 over Østrig og sikrede sig dermed nationens anden VM-sejr nogensinde, hvorefter Norge besejrede Saudi-Arabien med 40-21.

Der venter de danske håndboldherrer endnu en kamp mandag 14. januar, hvor de skal møde Saudi-Arabien kl. 20.15 i Jyske Bank Boxen.

 

Følg med og hold dig opdateret på de sociale medier 

Jyske Bank Boxens Facebookside og Instagram

Fanzonen i Herning

Håndboldherrernes Facebookside og Instagram

#jyskebankboxen

#handball19

 


Se flere billeder