Mejeriprodukter af fineste kaliber var i fokus, da Mejeriforeningen og Landbrug & Fødevarers helt store fejring og prisfest International Food Contest (IFC) tirsdag middag åbnede på HI Tech & Industry Scandinavia. En række prestigiøse priser skulle uddeles, men inden det kom dertil, bød formand i Mejeriforeningen Steen Nørgaard Madsen velkommen - han overlod dog hurtigt ordet til Palle Jellesmark, der er formand for Nordjyllands-kredsen i Foreningen af Mejeriledere og Funktionærer.
- IFC handler om tradition og fornyelse - tradition i form af de mange produkter, bedømmelsen af selvsamme og den imponerende udstilling langs bordene. Men traditionen handler i høj grad også om os, branchefolket og gæsterne, der hvert år drager afsted her til Herning. De personlige møder på tværs og selskaberne mellem leverandører og mejerier er uvurderlige dele af arrangementet, som samtidig er med til at skabe udvikling og fornyelse - vi inspirerer hinanden og udvikler os sammen, konstaterede Palle Jellesmark og fortsatte:
- Vores kultur folder sig virkelig ud på IFC, hvor vi mødes én gang om året for at se og bedømme alle hinandens produkter. Og så har IFC også en anden vigtig funktion - det er branchens største udstillingsvindue for alle de unge, der er på vej ind i faget. Det er her, det går op for mange, hvor stor og mangfoldig denne verden er, og at der næsten er uendelige muligheder for at udfolde sit talent inden for biologi eller maskiner, eller hvad der nu interesserer én.
Stribevis af konkurrencevindere
Dernæst gjaldt det International Dairy Contest, hvor der skulle findes vindere i kategorierne konsummælk, smør og blandingsprodukter samt ost.
Islandske MS. Selfossi vandt førstnævnte kategori med mejeriets ísey Skyr Crème Brûlée, der af dommerne blandt andet blev kaldt "lækker og sund", smør og blandingsprodukter-kategorien blev vundet af Holstebro Mejeri og mejeriets Lurpak usaltet (arabisk), der fik ordene "udsøgt smagsoplevelse" med sig, og endelig tog Drøsbro Mejeri sig af oste-kategorien med osten Danablu Øko 60+, der blev beskrevet som "en delikat blåskimmelost". Læs dommernes bemærkninger i komplet form på foodcontest.dk.
Udover International Dairy Contest blev vinderne af Gourmetprisen også hyldet. Vinderne blev Naturmælk i kategorien konsummælksprodukter (for Ferm - økologisk æblemost med valle), Aabybro Mejeri i kategorien smør (for gammeldags kærnet smør med Læsø Sydesalt), Mammen Mejerierne i kategorien hårde oste (for Kæk), svenske Arla Kvibille Mejeri i kategorien bløde oste (for Arla Unika Hallands Siren) og Tothavens Gårdmejeri i kategorien is (for Tothavens Lakridspindeis).
IFC, der byder på flere end 1.000 mejeriprodukter, fortsætter til og med torsdag. Onsdag gælder det blandt andet kåringen af holdvinderne.
HI Tech & Industry Scandinavia og International Food Contest finder sted i MCH Messecenter Herning 3.-5. oktober 2023. Læs mere hér.