09-05-2018  - MCH PRESSE

Det perfekte får modspil på Formland

Det perfekte får modspil på Formland

STUDIE FLYHELSTED stod senest bag trendzonen 'Life On Sundays' under Formland Spring 2018. Foto: MCH/Tony Brøchner.

På Formland Autumn får de besøgende en oplevelse af det uperfekte, skæve og befriende inden for interiør og design, når designduoen STUDIE FLYHELSTED åbner trendzonen HOUSE OF FREAKEBANA i Hal D.

Trendzonen på Formland Autumn 16.-19. august 2018 bryder med de kendte rammer og danner rum for et sammenstød af materialer, overflader og farver. Grænserne flyder ud, og rummene bliver skabt som abstrakte, visuelle oplevelser, når Formland Autumn inviterer ind til den nye trendzone HOUSE OF FREAKEBANA i Hal D.

Bag det farvestrålende område står det erfarne og stærke team STUDIE FLYHELSTED, som består af indretningsarkitekt Mille Fly og fotograf Sofie Helsted. De har lagt deres kreative kræfter i at skabe et billede på det uperfekte, skæve og energiske:

- I HOUSE OF FREAKEBANA venter en oplevelse af stilarter og mix af overflader. Det bliver et sted, hvor du kan opleve sammensætninger af materialer, som man ikke troede var mulige, og hvor alt er lovligt. Her hylder vi det grimme sammen med det smukke, fortæller skaberne Mille Fly og Sofie Helsted fra STUDIE FLYHELSTED og fortsætter:

- Det bliver et aparte univers med højt til loftet, som vi håber vil inspirere de besøgende, når de skal dekorere deres vinduer, butikker og showrooms.

FREAKEBANA afspejler den kommende trend og er en modreaktion på den perfekte livsstil, som især udleves online på sociale medier som Facebook, Instagram og Snapchat samt blogs. Her iscenesættes vores liv og boliger gennem filtre og apps, der skal forskønne hverdagen. FREAKEBANA finder nye idealer og skubber til grænserne i en søgen efter det uperfekte og det legende. Derfor passer fænomenet FREAKEBANA godt ind i tidsånden med en voksende selvtillid og individualisme, som giver os mod til at mikse alle stilarter.

Overraskelser på programmet
Når Formland Autumn byder indenfor til en verden af interiør og design i MCH Messecenter Herning, kan de besøgende glæde sig til at blive overrasket, hente værdifuld viden og blive inspireret med både energiske trendområder som HOUSE OF FREAKEBANA og nogle af branchens skarpeste hjerner på foredragsprogrammet:

- Vi ser meget frem til Formland Autumn, hvor vi glæder os over at kunne byde velkommen til mange nye udstillere. Samtidig kan vi næsten ikke vente med at vise de overraskende, sanselige og inspirerende trendområder frem - og invitere de besøgende på et utroligt stærkt foredragsprogram, siger Mai-Britt Risvig Flyvholm, projektleder på Formland.

Trendzonen HOUSE OF FREAKEBANA kan opleves på Formland Autumn 16.-19. august 2018 i MCH Messecenter Herning.