Diagnostik- og laboratoriebranchens nye fagmesse, DiaLabXpo, blev tirsdag morgen sat i gang med en eksplosion - bogstaveligt talt. DTU leverede et science show, der med et rungende brag sendte farverige bolde ud over de fremmødte. Således blev der taget hul på tre dages messe med branchens førende udstillere, nyheder, netværk og et indholdsrigt aktivitetsprogram med inspirerende oplæg og faglige events.
Blandt åbningens talere var administrerende direktør i MCH A/S Georg Sørensen, der med sine 36 års erfaring med afholdelse af messer understregede, at etableringen af en helt ny messe er noget ganske unikt.
- Det er en særlig dag. Det er derfor med meget stor glæde, at jeg kan byde diagnostik- og laboratoriebranchen velkommen til jeres helt egen og helt nye messe, sagde Georg Sørensen, der samtidig takkede både samarbejdspartnerne og udstillerne for deres bidrag:
- Opstart kræver opbakning. Tak, fordi I alle har gjort en særlig indsats. Gæsterne kan glæde sig.
En målrettet og værdiskabende messe
Herefter blev ordet givet videre til Henrik Christensen, formand for brancheforeningen DiaLab, der er initiativtager og hovedkraften bag DiaLabXpo.
- DiaLabXpo er årets store satsning for vores forening, og det bliver en foreløbig kulmination på mange års drøm om at lave branchens egen målrettede, værdiskabende udstilling, som samler alle branchens stakeholders. Det bliver tre spændende dage med interessante interessenter, der hver især bidrager med deres styrker til, at vi får en rigtig god messe, der ikke kun byder på produkter, men også deling af viden og inspiration, lød det fra formanden.
Messen blev efterfølgende officielt erklæret åben af departementschef i Erhvervsministeriet Michael Dithmer, der havde stor ros til branchen, som ifølge departementschefen står højt på den politiske dagsorden.
- Jeg har fulgt dette erhverv og område i mange år og har virkelig set, hvordan det er blevet en styrkeposition inden for dansk erhvervsliv. Branchen er en vigtig del af hele Life Science-industrien, der er en markant styrkeposition i dansk økonomi. Lidt skarpt sat op kan man sige, at uden laboratorieudstyr var der ingen lægemidler, og uden diagnostisk udstyr havde vi ikke noget sundhedsvæsen. Så uden jer ville vi slet ikke være så mange danskere og have det så godt, sagde Michael Dithmer, som tilføjede:
- I kan godt være stolte. Stort tillykke med jeres nye messe.
Et bugnende aktivitetsprogram
Med keynote speakere fra store aktører som Novo Nordisk, Lif - Lægemiddelindustriforeningen, Trial Nation og Copenhagen Capacity byder tirsdagen på inspirerende oplæg, debatter og events med afsæt i temaet Business.
Onsdag og torsdag byder henholdsvis på temaet Science, hvor de faglige selskaber leverer individuelle indlæg og deltager i paneldebatter, og fremtidskonferencen Future, der byder på en innovativ udstilling med prototyper og gadgets samt oplæg om emner som Digitale Verdenslaboratorier og Kunstig Intelligens.
Om DiaLabXpo
DiaLabXpo er udviklet i tæt samarbejde med brancheforeningen DiaLab og MCH A/S og henvender sig til diagnostik- og laboratoriebranchen. Messen afholdes i ulige år i Lokomotivværkstedet i København og i de lige år i MCH Messecenter Herning i forbindelse med fødevareteknologimessen FoodTech. Det er gratis for fagfolk at besøge messen, der i år finder sted 24.-26. september.