Udsigten til liveoplevelser i Herning har været uklare. Nu lysner det heldigvis, og fra 27. maj til 1. juni vil det igen være muligt at tage til koncert og underholdningsshows i Herning. Ikke i vante rammer, men med tændte bilradioer på Landsskuepladsen ved MCH.
Som konsekvens af covid-19 har koncertarrangøren Live Nation udviklet konceptet ’DRIVE IN – LIVE’, og det betyder, at publikum snart vil kunne synge med på L.O.C.’s rapmelodier, leve sig ind i skæve dilemmaer fra ’Drive in med Mads & Monopolet’, og at familiens yngste vil blive taget med ind i Onkel Reje-universet – alt sammen fra bilernes bløde sæder.
FÅ OVERBLIK OVER DRIVE IN-ARRANGEMENTERNE HER
- Danskerne hungrer efter koncerter og familieunderholdning, nu hvor alle forårets arrangementer er aflyst. Så ’DRIVE IN – LIVE’ er en ny måde at bringe de gode oplevelser ud til danskerne på, hvor vi stadigvæk tager hensyn til alle de officielle anbefalinger, siger Christian Krage fra Live Nation Danmark.
Flere navne vil blive føjet til arrangementskalenderen de kommende dage her, og i MCH glæder man sig over udsigten til atter at kunne samles om kulturoplevelser.
- I en tid med nedlukning og afstand glæder vi os over, at koncertarrangøren Live Nation på en anderledes, folkelig og tryg måde gør det muligt at mødes om kulturen i hele landet. Vi ser frem til et glædeligt gensyn både med de fantastiske artister, vores samarbejdspartner Live Nation samt koncertgæsterne, siger Nicki Quist, der er leder af kultur i MCH A/S.
Følger sundhedsmyndighedernes anbefalinger
Arrangementerne er designet til at overholde alle officielle anbefalinger, så publikum trygt kan nyde de mange koncerter, comedyshows og familieoplevelser fra Landsskuepladsen ved MCH.
Da ’DRIVE IN – LIVE’ skal opleves fra egen bil og med den anbefalede afstand, vil publikum komme lidt længere væk fra scenen end ved en traditionel koncert. Derfor opbygges scenen med ekstra højde, så udsynet bliver bedst muligt for alle gæster, ligesom tre storskærme vil gøre oplevelsen ekstra god.
Der vil være plads til omkring 600 biler ad gangen med lyd gennem bilradioen. Prisen på de enkelte arrangementer vil variere, men publikum betaler pr. bil med plads til op mod fem personer. Der vil være mulighed for at købe alkoholfri drikkevarer og snacks til alle arrangementer.
’DRIVE IN – LIVE’ kan opleves på Landsskuepladsen ved MCH fra 27. maj til 1. juni. Kunstnerne offentliggøres løbende her, hvor der også kan købes billetter fra onsdag 13. maj kl. 10.