Forventningsglæden er høj blandt de udstillere, der allerede nu har sikret sig en plads på næste års E&H-messe - ikke mindst fordi messen betragtes som unik i det danske messelandskab.
- E&H-messen er den eneste messe i Danmark, der har fokus på entreprenørmaskiner, og over årene har messen udviklet et helt særligt DNA. På messen er der live-demonstrationer af tunge entreprenørmaskiner, så der er dieselduft og støv til næsen, selv om vi er i gang med en omstilling til flere og flere hybride maskiner på strøm, fortæller afdelingschef i Meldgaard Handel Klaus Meldgaard og fortsætter:
- Vi forventer, at vi igen får tre gode dage, hvor vi får snakket med både eksisterende og nye kunder. Det er jo tre dage, hvor vi er ret høje på adrenalin, fordi der hele tiden sker noget, og vi elsker at stå der og snakke til højre og venstre. Det er så vigtigt, at vi med E&H-messen har den ene chance hvert tredje år for at mødes og netværke på kryds og tværs - andre messer har lidt entreprenørmaskiner i yderområderne, men E&H-messen er en fuldblods-entreprenørmesse, der trækker folk til fra blandt andet genvindings-, nedrivnings-, råstof-, miljø- og affaldsindustrien.
Meldgaard Handel medbringer neddelere, knusere, sorteringsanlæg og opstakkere, og i virksomheden glæder man sig til at opleve det kick, det giver, når man kommer i dialog med nye kunder.
Udstiller: Konkurrenter er kun et plus
Også hos Hydrema Danmark hæfter man sig ved E&H-messens helt særlige kvalitet, hvor udstillere og besøgende kan prøve kræfter med det store udvalg af maskiner.
- Det er en arbejdende messe og den eneste messe med mulighed for demokørsel - og netop demokørsel er vigtig for at kunne vise, hvad maskinerne kan. Vi forventer ikke at sælge maskiner på messen, men at så et frø hos potentielle kunder, der så kontakter os, når behovet for en ny maskine opstår, forklarer Allan Mølgaard, der er marketing- og udstillingskoordinator i Hydrema Danmark, og understreger vigtigheden af at have et branchesamlingspunkt som E&H:
- Vi ser det kun som et plus, at vore konkurrenter er til stede, da de også tiltrækker kunder. Så kan det godt være, at nogle foretrækker en Volvo eller JCB, men vi kommer i dialog med nogle, som ikke har lagt sig fast på et mærke.
Hydrema Danmark tropper op på messen med blandt andet hjulgravere, rendegravere og dumpere - herunder en 100% elektrisk én af slagsen.
Udstiller: Vigtigt at samle branchen
Hos engcon bakker man ligeledes op om E&H-messen - særligt på grund af messens demoområde, der i høj grad appellerer til maskinførere.
- E&H-messen er til stadighed et godt og vigtigt initiativ, der samler branchen, og som vi naturligvis støtter op om - det er forhandlerne og maskinførernes udstilling, og den adskiller sig fra andre messer ved at give de besøgende mulighed for at prøve grej af, konstaterer salgschef i engcon Henrik Bolting og orienterer om virksomhedens planer for messen:
- Vi stiller op med en forholdsvis offensiv stand, hvor der køres demo nonstop. Her vil maskinførere vise det nyeste udstyr for branchefolk, beslutningstagere og maskinførere, hvoraf sidstnævnte qua deres ekspertise har meget at skulle have sagt nu om dage. En tiltrotator er igennem de seneste godt 20 år blevet en integreret del af en gravemaskine og har vist sin værdi hos både brugere, projektledere og økonomichefer.
engcon, der har fokus på komfort, sikkerhed og effektivitet, medbringer nyeste generation af det automatiske hurtigskiftsystem EC-Oil og integrationen mellem maskine, udstyr og maskinstyring - GPS, der i dag gør gravemaskinen til en vigtig partner på byggepladsen.
E&H - Entreprenør & Håndværk finder sted på det store udendørs messeområde ved MCH Outdoor Arena nær MCH Messecenter Herning 13.-15. juni 2024. Læs mere hér.