11-10-2024  - MCH Presse

Efterårsferien byder på ridesport i verdensklasse i Herning

Efterårsferien byder på ridesport i verdensklasse i Herning

Under FEI Dressage World Cup er der gratis adgang til Jyske Bank Boxen torsdag og søndag samt fri adgang alle dage til MCH Messecenter Hernings Hal M, der rummer både messe og PAVO Arena. Foto: MCH/Theis Poulsen.

FEI Dressage World Cup i Jyske Bank Boxen og MCH Messecenter Herning trakterer både med konkurrenceridning på højeste niveau og en messe med alt, hvad det hesteglade hjerte begærer, i dagene 16.-20. oktober 2024.

Fakta om FEI Dressage World Cup i Herning

  • Den første FEI Dressage World Cup i den vesteuropæiske liga
  • 5.000 siddepladser inklusiv VIP i Jyske Bank Boxen
  • Plads til 2.500 i Hal M - PAVO Arena
  • 250 frivillige og ansatte
  • 6 dyrlæger og 1 hesteambulance
  • 40 officials
  • 550 heste
  • 14.000 kvsdratmeter ridebane
  • Der rides om 1,8 million kroner i præmiepenge i springning og dressur

-

Tidligere vindere af FEI Dressage World Cup i Herning

  • 2017: Cathrine Dufour og Atterupgaards Cassidy
  • 2018: Daniel Bachmann Andersen og Blue Hors Zack
  • 2019: Cathrine Dufour og Bohemian
  • 2020: Cathrine Dufour og Bohemian
  • 2021: Cathrine Laudrup-Dufour og Atterupgaards Cassidy
  • 2022: Carina Cassøe Krüth og Heiline's Danciera
  • 2023: Patrik Kittel (SWE) og Bohemian

Det fem dage lange, internationale ridestævne FEI Dressage World Cup byder på både dressur, springning og messe, når det fra 16. oktober går løs i Jyske Bank Boxen og MCH Messecenter Hernings Hal M, der rummer både messedel og banen PAVO Arena.

Det er i år 18. gang i træk, at Danmark er vært for en afdeling af den prestigefyldte FEI World Cup-turnering i dressur, og siden 2017 har stævnet udspillet sig i Jyske Bank Boxen og MCH Messecenter Herning.

Dressur-entusiaster kan se frem til en weekend med dressur på højt niveau, når det fredag gælder FEI Dressage World Cup-kvalifikationen, Grand Prix og Grand Prix kür. Også lørdag tegner spændende, idet publikum her har mulighed for at overvære FEI Dressage World Cup Freestyle.

Springryttere og messe
Allerede torsdag åbner stævnet for springrytterne, og der bliver både 3- og 1-stjernede konkurrencer samt klasser for U25-ryttere. Linket mellem ungdomsrækken og den store springsport bliver synliggjort i en afdeling af FEI Jumping Ponies Trophy - en international turnering for ponyer med en finale, som man kender det fra World Cup-serien, samt en international springpony-tour.

De 3-stjernede springkonkurrencer kulminerer inde i Jyske Bank Boxen med Stutteri Ask Grand Prix lørdag aften. Her skal de bedste springryttere kæmpe om placeringerne, som tæller til Longines-verdensranglisten, og der er i alt tre rankingklasser til verdensranglisten under stævnet.

Messedelen tæller flere end 50 udstillere, der er klar med gode tilbud, nyheder og produkter indenfor blandt andet ride- og hesteudstyr, foder, trailere og staldinventar. I messeområdet, der ligger lige ved siden af ridebanen PAVO Arena i Hal M, er der også flere hyggelige spiseområder.

FEI Dressage World Cup finder sted i Jyske Bank Boxen og MCH Messecenter Herning 16.-20. oktober 2024 - bemærk, at messen først åbner torsdag 17. oktober. Der er gratis adgang til Hal M, herunder messedelen og PAVO Arena, alle dage, mens der er fri adgang til Jyske Bank Boxen torsdag og søndag. Læs mere og køb billet til fredag og lørdag på worldcupherning.com.


Se flere billeder