Efterårsferien lurer lige rundt om hjørnet, og traditionen tro er der store oplevelser på programmet i MCH for både store og små.
Det er både muligt at lade sig underholde af Pippi Langstrømpe, lade sig begejstre af verdenstoppens heste og ryttere, gå på opdagelse blandt alt til hest og rytter på World Cup-messen og grine til teaterstykket ’Jorden rundt på 80 dage’.
Pippi på de skrå brædder
I perioden 12.-17. oktober er der i den grad noget at glæde sig til, når heltene fra Astrid Lindgrens verden bliver levendegjort i MCH's musical 'Pippi Langstrømpe'. Her bliver Teatersalen i MCH Herning Kongrescenter forvandlet til et ægte Pippi-land med farverige Villa Villakulla og svensk idyl, alt imens den frygtløse Pippi sætter gang i løjerne og driver gæk med alle de voksne.
Der har været rift om billetterne til musicalen, og derfor har MCH besluttet at åbne op for to ekstra forestillinger i efterårsferien, 16. og 17. oktober, så flere familier kan blive taget med ind i Pippi-universet. Det er fortsat muligt at købe billetter til forestillingerne 15., 16. og 17. oktober.
Mekka for hesteinteresserede
Det er også i efterårsferien fra onsdag til søndag, at Jyske Bank Boxen danner ramme om World Cup Herning, et internationalt dressur- og springstævne, hvor nogle af verdens bedste dressurryttere samles i Herning for at dyste om vigtige point i FEI World Cup. Danske OL-ryttere og -heste stiller til start lørdag, hvor navne som Cathrine Dufour/Bohemian, Anna Kasprzak/Rock Star og Agnete Kirk Thinggaard/Jojo AZ samt Daniel Bachmann Andersen/Blue Hors Zack, der er i top ti på verdensranglisten, kan opleves på banen.
Samtidig byder MCH Messecenter Herning indenfor til messe for de købelystne, som kan finde alverdens udstyr til både hest og rytter. Der er gratis adgang til World Cup-messen samt gratis adgang til Jyske Bank Boxen onsdag og torsdag.
Jorden rundt på 80 dage
Onsdag 16. oktober kan en nyskreven udgave af ’Jorden rundt på 80 dage’ opleves i MCH Herning Kongrescenter. Forestillingen er baseret på Jules Vernes’ klassiker, som Flemming Jensen og Jesper Klein spillede omkring årtusindskiftet, hvor de to besad alle 52 roller. I 2019-udgaven er der nu hele fire skuespillere om de 52 roller, så der er chance for, at skuespillerne får skiftet til de rigtige kostumer undervejs.
Mens Flemming Jensen har sat sig i instruktørstolen denne gang, deles Thomas Mørk, Jacob Morild, Lisbeth Kjærulff og Kim Hammelsvang om de 52 roller i stykket.
Billetter til arrangementerne kan købes på mch.dk.