24-06-2024  - MCH Presse

Esportligaen og Gamebox Festival forlænger samarbejdet med tre år

Esportligaen og Gamebox Festival forlænger samarbejdet med tre år

Esportligaen er et populært indslag på Gamebox Festival. Foto: MCH/Theis Poulsen.

Også de kommende tre år vil Esportligaen være en central del af Gamebox Festival - samarbejdet de to imellem er således netop blevet forlænget. Næste udgave af Danmarks største gamingevent finder sted i MCH Messecenter Herning 25.-27. april 2025.

Når Gamebox Festival næste år sætter stikkene i og blænder op for både små og store skærme i lange baner, bliver det atter med Esportligaen ombord - akkurat som det har været tilfældet de seneste to år. Det står klart, efter at festivalen og ligaen, der drives af Dansk Firmaidræt, Esport Danmark, DGI, Ungdomsringen og Efterskoleforeningen, har forlænget samarbejdet med tre år.

- Partnerne bag Esportligaen har været glade for den fleksibilitet og det konstruktive samarbejde, der har været med arrangørerne af Gamebox Festival. Esportligaen har været en del af festivalen i to år og lægger mærke til den gode udvikling, festivalen er i, fortæller Merete Spangsberg Nielsen, der er chef for idræt, sundhed og partnerskaber i Dansk Firmaidræt og direktør i Esportligaen, og sætter nogle flere ord på, hvorfor man har valgt at forlænge samarbejdet:

- Det er glæden over at kunne være med til at skabe et event, som i den grad giver plads til det folkelige element i esport - på Gamebox Festival kan både bredde og elite samles og dyrke den fælles passion for spil, sport og gaming.

Esportligaen: Meget at se frem til på næste års festival
Hun glæder sig over, at Esportligaen som samarbejdspartner er med til at give en stemme til bredden og fællesskabet i esport og på samme tid er med til at tage gaming ud af teenageværelserne og ind i fællesskaberne i foreningerne, uddannelserne og arbejdspladserne - og fortæller lidt om, hvad de besøgende kan forvente af Esportligaens tilstedeværelse på næste års festival:

- De besøgende kan glæde sig over de mange konkurrencer, showkampe, den venlige konkurrence, fællesskabet og den hyggelige stemning, som indfanger kernen af Esportligaen, lyder det fra Merete Spangsberg Nielsen, der også giver et bud på, hvad det er, Gamebox Festival kan:

- Gamebox Festival formår at skabe en unik stemning ved at koble en mangfoldighed i partnere og udstillere med en gennemført og flot kulisse og opsætning. Der er kaffe til de trætte, stand-up til dem, der trænger til et godt grin, og masser af oplevelser til de glade og spændte esports-spillere.

Gamebox Festival: Esportligaen en afgørende medspiller
Også hos Gamebox Festival glæder man sig over det fortsatte samarbejde med Esportligaen.

- Esportligaen har været en del af festivalen de seneste to år, og vi er rigtig glade for, at vi nu har papir på, at samarbejdet fortsætter. For os er det vigtigt at favne esportens elite såvel som bredde, og i forhold til sidstnævnte er Esportligaen en helt afgørende medspiller. Nu glæder vi os bare til sammen at udvikle videre på festivalen, udtaler projektleder i MCH A/S Nikolaj Pagh.

Gamebox Festival finder sted 25.-27. april 2025 i MCH Messecenter Herning. Læs mere på gameboxfestival.dk.


Se flere billeder