Formland kickstarter efteråret i MCH. Gennem 34 år har Formland samlet fagfolk med passion for interiør og design, og 16.-19. august slår messen dørene op for 69. gang i MCH Messecenter Herning. På Formland Autumn kan de besøgende glæde sig til at blive inspireret og hente værdifuld viden blandt unikke trendområder, kreative workshops, trend-talks med branchens skarpeste hjerner og ikke mindst de mange udstillere, der viser tidens nyeste tendenser frem.
Shoppemekka og efterårsferie for hesteelskere
Messehallerne omdannes traditionen tro til en stor markedsplads med kvalitetsvarer til outlet-priser, når Outlet-Messen endnu engang byder indenfor til et rigtigt shoppemekka i MCH Messecenter Herning i weekenden 29.-30. september. De besøgende kan boltre sig i et væld af gode tilbud, der spænder bredt med varer til både hende og ham, børn og unge, huset og haven, friluftsmennesket og ferieelskeren.
Til World Cup Herning, der arrangeres af Dansk Varmblod, Dansk Ride Forbund og Equitour Aalborg, samles nogle af verdens bedste dressurryttere for at dyste om vigtige point i efterårsferien 18.-21. oktober. Mens Jyske Bank Boxen danner rammen om det internationale dressur- og springstævne, byder MCH Messecenter Herning indenfor til en stor salgsmesse for de købelystne, hvor de besøgende kan finde alverdens udstyr til både hest og rytter.
Guld fra gemmerne, logrende haler og Europaschau
Lørdag 27. oktober fyldes otte messehaller med loppefund, antikviteter, reservedele og stumper, når Stumpemarked åbner dørene for 68. gang i MCH Messecenter Herning. Her har de besøgende rig mulighed for at gå på opdagelse blandt guld fra gemmerne og skjulte skatte hos de op mod 400 udstillere, hvad end de mangler nyt til hjemmet eller leder efter en helt bestemt del til bilen eller motorcyklen.
I weekenden 3.-4. november kan Dansk Kennel Klubs International Dobbeltudstilling opleves i MCH Messecenter Herning. Dansk Kennel Klub indtager hele otte haller med logrende haler og bjæffen til den årligt tilbagevendende hundeudstilling og messe. De to dage er spækket med oplevelser for alle hundeinteresserede og samler hundeverdenen til bedømmelser, finalekonkurrencer samt andre spændende aktiviteter.
Den 9.-11. november bliver der sat ekstra fokus på racefjerkræ, når MCH Messecenter Herning afholder den 29. udgave af Europaudstillingen for racefjerkræ, duer, kaniner, marsvin og fugle: Europaschau Herning 2018. Op mod 30.000 dyr indtager fem af messehallerne til en lang række bedømmelser og udstilling, og derudover kan besøgende også gå på opdagelse blandt messens udstillere.
Fremtidens fødevaretrends og Nordens største landbrugsmesse
Fødevareteknologi er i centrum på FoodTech 13.-15. november i MCH Messecenter Herning. Messen giver et unikt indblik i fremtidens trends og teknologier indenfor fødevarer og er et mødested for branchens vigtige beslutningstagere, der henter ny viden og inspiration blandt messens udstillere, konferencer og events. Fødevarekonkurrencen International Food Contest og innovationskonkurrencen FoodTech Challenge kan blandt andet opleves på FoodTech 2018.
Gennem de seneste 40 år har Agromek samlet landbrugsindustrien, dens leverandører, kunder og samarbejdspartnere på Nordeuropas største landbrugsmesse i MCH Messecenter Herning. I år er ingen undtagelse, når Agromek åbner dørene 27.-30 november til fire dage med netværk, handel, inspiration og vidensdeling. Her er udvikling i centrum, og messen er dermed et innovativt samlingspunkt for hele branchen.